Indtryk fra telttræffet i Lemvig 13-15/8 1999

Seks sjællændere havde sat hinanden stævne hos Myrtel og Poul-Erik i deres hus i Ishøj fredag den 13 september 1999. Udover de to var det Carsten Ejlersen , Søren Hansen, og undertegnede. De mange heste vrinskede utålmodigt efter noget havre og til at strække ud på den lange vej til Lemvig, da Søren ringede og meddelte at han blev forsinket en lille halv time p.g.a et byggemøde. Jeg kan levende forestille mig ham siddende på nåle for at komme afsted og da hans boxer endelig kom rullende fik den lige tørret skummet af og Søren fik et kvarter til at falde til ro i, inden vi i samlet trop kunne køre fra Ishøj kl. 14.30.

Ruten

Søren havde foreslået, at vi kørte i formation således, at vi skiftedes til at føre for hver tiende kilometer. Det fungerede godt og da trafikken heldigvis ikke var så tæt, begyndte jeg at slappe af og nyde K 75´erens kultiverede gang. Ingen vibrationer, god kørestilling og så lige lidt mere kraft i forhold til min gamle boxer. Det er godt at have i visse situationer.

Vi nærmede os storebæltsbroen. Jeg er imponeret over denne bygningsbedrift, at et lille folk som danskerne rummer så store resourcer, "så er der sgu alligevel højt til loftet herhjemme", tænkte jeg, da vi kørte under de mægtige pyloner. Solen brød frem undervejs over Fyn og på Lillebælt Øst rastepladsen fik vi os en god kop kaffe fra Myrtel og Poul-Eriks thermokande. Carsten foreslog, at vi efter Vejle skulle køre ad marguerite-ruten over Jelling og Givskud. Vi var enige og det var en virkelig køn tur.

Videre over Brande mod Herning og Holstebro. Solens gyldne lys genspejledes endnu mere gult i et landskab fuldt af korn, vejen lå helt lige som en lineal. På et tidspunkt da Poul-Erik og Myrtel overhalede, fik jeg en mærkelig fornemmelse af, at se på Maj-Britt og mig selv udefra, med oppakning, og længslen efter ferie og ture steg op i mig, glæden ved at køre, glæden ved nye oplevelser, glæden ved gentagelsen, glæden, glæden,......Nå tilbage til realiteterne. Sørens boxer var lidt tørstig efter olie; ind på en tank efter Holstebro. Vi trængte også til en lille tissepause.

Nu var der ikke langt igen. Carsten havde stadig tjek på kompasset (han kender Jylland som sin egen bukselomme, da han i en periode har boet derovre) og klokken 20.00 fandt vi Lomborg.

Campingpladsen

Træfarrangør Jens Lomborg har en god nabo, Preben Bech (Lomborg Autoværksted), som havde stillet sin grund bagved værkstedet til rådighed som campingplads. En meget fin plads må man sige, blødt græs med rosenbuske og masser af plads. Og der stod Jens Lomborg, arketypen på en stovt vestjyde og tog imod. "Welkommen" lød det og man følte sig godt tilpas ved hans langsomme drævende jyske tale. Vi kunne benytte toilettet i hans hus og hvis vi havde lyst til et varmt bad, stod Lomborg skole til vor rådighed. Joh, der var format over det!

Vi måtte hellere se at få rejst vore telte, inden mørket begyndte at falde på. Pludselig hørte jeg en kendt stemme: "Hva` saaatan, det er jo sjællænderne, så er man da ikke helt alene"!!

Den tilhørte Claus fra Næstved. Han og jeg har været på mange gode træf sammen, så jeg blev glad ved at se ham; han er også ret god til at yde sit bidrag til underholdningen.

Lidt efter dukkede også Hardy fra Gentofte op. Altid med et venligt smil på læben.

Efter teltrejsningen gik vi pladsen rundt og hilste på jyderne, jeg kender efterhånden en del, Inge, Rune, Uffe, Ivar, Henrik og mange flere..., de var lidt benovede over, at så mange fra Sjælland var kommet.

Vi var hundesultne. Hurtigt blev der stemning for at tage en taxa til Wilhemsborg Kro, ved landevejen, 4 km. derfra. Jens fik antallet at vide og så blev der skaffet 2 vogne og bestilt kuverter på kroen.

Her var der godt gang i et bryllup, hammondorgel-musik og dans og vi blev bænket i forstuen, så vi kunne følge med i begivenhederne. Bruden måtte slæbes ind til at danse brudevals, forhåbentlig var det ikke et dårligt tegn----.

Alle de dejlige okser vi havde set på vores vej skal jo spises på et eller andet tidspunkt; een af dem lå nu på de bugnende fade foran os, store saftige steaks, dertil stegte kartofler og salat. Kartoflerne slog ikke til p.g.a. vores sene ankomst, men vi blev da mætte. Uffe fosvandt ud i køkkenet, skruede sin charme op og fik forhandlet kuvertprisen ned til kr. 100 pr. mand. En yderst rimelig pris.

Kl. 23 brød vi op. Der blev ringet efter en vogn; en mini-bus kom 2 minutter efter; 11 mand ombord (Claus lå i svinekassen) og så afsted til Lomborg.

I et stort fællestelt sad de andre og hyggede sig med kaffe og kage, der var også lidt til os, men nu meldte trætheden sig efter den lange dag, så det varede ikke længe inden vi tørnede ind i vore telte.

Fællesturen

Lørdag morgen. Folk kommer dryssende hen til teltet for at få morgenmad. Jens informerer om fællesturen, som skal afgå kl. 10. Der er god tid.

Det havde regnet lidt om natten, men det klarede op da vi skulle køre. Med Jens i front kørte vi ad små veje ind til Lemvig. Vi parkerede cyklerne på torvet. Der var den sædvanlige interesse fra omgivelserne; det tror da pokker med alle de flotte maskiner!

Specielt havde jeg selv bemærket en R 80/7 med en flot ubestemmelig brunlig farve. Jeg havde set den før, men hvor? Spørgsmålet skulle vise sig, at blive besvaret under festen senere om aftenen.

Der blev sat en time af til at kigge lidt på Lemvig City. Claus, Søren og jeg startede med gå-gaden, den slags gader opfylder selvfølgelig standarden for gå-gader i Danmark, men pludselig skete der noget: En agility-bane dukkede op midt i mylderet; selv om jeg ikke er en særlig stor hundeven, var det morsomt at følge de forskellige hunderacers vej gennem banen og det overraskede mig, at en lille tæppeti..... undskyld puddelhund, kunne springe over en 1 meter høj forhindring.

Ud af byen, langs med vandet, en flot waterfront må jeg sige. For en Kjøwenhavner er der vist et hjørne her i dronningeriget, der er blevet forsømt! Men det er jo blandt andet det man kan råde bod på ved at komme med til BMW-træf.

Næste stop skulle være Cheminova på Harboøre Tange. Det er Jens Lomborgs arbejdsplads og han og nogle af hans ingeniør-kollegaer ville vise os fabrikken.

Mon ikke de fleste af os forbinder navnet Cheminova med miljøskandaler for nogle årtier siden? Nu om dage er fabrikken blevet miljøgodkendt og under rundvisningen fremstod den da også meget ren og velordnet. De fremstiller bl.a. skadedyrsbekæmpel-sesmidler og er førende på verdensmarkedet. Det er svært at beskrive omvisningen i detailler, men jeg havde indtryk af, at folk var meget interesserede i de forskellige processer, idet der blev stillet mange spørgsmål undervejs. Jens og hans kolleger skal have tak for det ekstraordinære træf-indslag.

Stuntet og K75-elskerens kvaler

Turen fortsatte til Thyborøn. Vi fik noget at spise og derefter så vi os lidt omkring på havnen. Det er vist et sted hvor der tjenes mange penge; de mange nyopførte huse i området kunne tyde på det.

I sadlen igen. Vi holdt på en lang række og da det blev min tur til at rulle ud skete det; antiklimakset. Jeg var lige begyndt at køre, men måtte standse igen, da der blev et stop foran. Det skrånede lidt i højre side og da det samtidig var glat, gled min fod med det resultat, at jeg og cyklen lige så stille lagde os ned. "Satans!". Det var en mærkelig følelse at ligge der; fra det ene øjeblik med en pletfri maskine til sekundet efter med skrammer. Spejlet faldet af og også små brud i kåben. Jeg husker Hardy og Uffe hjalp mig op med den. Hold kæft, hvor var den tung. Uffe smækkede spejlet på, jeg på cyklen igen og så kørte vi.

Hvordan jeg kom med de andre ud til Jens Søndergårds Museum, husker jeg ikke. Kun selvbebrejdelserne fyldte mit hoved. Men derude begyndte krisehjælpen. Én efter én kom de, flinke folk, hen og trøstede mig. "Det kan sagtens laves", -"Det har jeg sgu osse prøvet". "Om jeg slog mig?". "Ja, for fanden. I min højre hånd da jeg slog den ned i asfalten i bare ærgelse!" svarede jeg.

Således, efter at have beset de alligevel forholdsvis små skader, kom vi alle hjem i god behold.

Afslutningsfest

Aftershavedufte blandede sig mellem hinanden medens vi i smågrupper stod på græsplænen og ventede på "Værs`go at gå til bords!" signalet. Ude fra vejen lød en let motorlyd; det var ikke en BMW? Nej, det var Vestjysk Veteran-Knallertklub som lige ville hilse på. På flotte, velholdte knallerter som f.eks. NSU quickly, Mobylette og Diesella 60´er ville de bare fortælle os, at vi skulle da ikke tro vi var noget med alle de motorcykler!

Vi gik tilbords. Stemningen var allerede god. Ib varmede selskabet op med et par gode historier og så blev forretten serveret; hele røgede ørreder med flutes og dressing , mums!

Hovedretten var så vidt jeg husker grillede spareribs.

Snakken gik; over for mig sad en mand med fuldskæg og kloge briller. Han hed Jens og var skolelærer på Mors, og jeg syntes jeg havde set ham før, men hvor? Jens forsøgte forgæves at få mig til at forstå, hvor i Nordjylland man siger "a" eller "æ" foran navneordene. Pludselig var den der, nej ikke om præpropositionsspørgsmålet, men nu vidste jeg, hvor og hvornår jeg havde jeg havde set ham og det opklarede også spørgsmålet om den brune R80/7´er. Det var på klubbens 25-års jubilæumstræf; vi var ved at line alle motorcyklerne op på en lang række , da, den for mig dengang ukendte, Jens rullede op på siden af mig. " Nej, hvor er det en flot farve!" udbrød jeg. "Syns´ du? Det er jeg glad for. Jeg har nemlig været lidt i tvivl, men når du siger det helt spontant, er jeg mere sikker".

Vi blev rystet lidt mere sammen efter at historien var blevet opklaret. "Den er Toyota-brun." sagde æ´ skolelærer lidt efter. "Den er sgu stadigvæk flot." sagde jeg. "Skål Jens!"

Aftenen skred frem. Jens Lomborg annoncerede, at nu var det tid til amerikansk lotteri med fine præmier fra venlige sponsorer, samt gavekort på hver 250 kr. til længstkørende kvinde og mand fra K&R-Handel. De øvrige sponsorer var: Cheminova, Goldwing Unlimited og Lomborg Autoværksted, ved Preben Bech (campingpladsen ).

Det blev en festlig aften, det blev sent og da Claus begyndte at sidde og nikke med lukkede øjne, var det ikke en rom og cola for tidligt at tørne ind.

Hjem

Søndag morgen, efter et solidt morgenmåltid, gik vi sjællændere rundt til alle de jyder der var stået op, kl. 10, og sagde farvel og tak for denne gang. Det var et godt træf, som Jens Lomborg havde skruet sammen; tak for det.

Da vi kørte ud af hovedgaden i Lomborg, stod folk i små grupper og vinkede farvel til os.

" Har Jens også ..........", tænkte jeg. Nej det var vist helt spontant det her, i sådan en lille by ved folk naturligvis alt hvad der foregår.