||||||||
|||||||
                 
               
  Gruppekørsel på MC    
  Tekst: Carsten Eilersen    
               
 

Siden min indmeldelse i klubben ved indgangen til 1999 har jeg med fornøjelse deltaget i næsten alle arrangementer, kaffemøder, generalforsamling, onsdagskøreture på Sjælland, osv. i dette år.

Jeg genstartede min MC-karriere sommeren 1998 efter 16 års pause, så jeg fandt det ikke unaturligt at tage på køreteknisk kursus. Jeg meldte mig hurtigt til DMCs Bronzekursus samt Guldkursus og naturligvis klubbens eget kursus i Sorø.

DMCs Guldkursus drejer sig i væsentligt omfang om mc-kørsel i gruppe. Mine erfaringer fra dette kursus samt forskellige oplevelser under kørsel i gruppe i forbindelse med klubbens arrangementer giver mig anledning til (efter blid opfordring bl.a. fra Klubinformations redaktion) at nedfælde visse (for nogle ukendte ) retningslinier om mc-kørsel i gruppe. Nogle af retningslinierne er stykket sammen fra DMCs Guldkursus, andre fra Senior MC Danmark (med tak for lån) og atter andre er mine egne ideer. Jeg håber, at jeg herved ikke fornærmer nogen eller krænker eventuelle ophavsrettigheder. Der er jo trods alt ikke grund til at genopfinde den dybe tallerken. Hvis nogle mener, at jeg har overset noget, hører jeg gerne herom – i form af et indlæg her i Klubinformation.

Det er meget hyggeligt, men kan gå hen og blive meget uhyggeligt at køre i gruppe, så det er en god idé, at motorcyklister, lige som cykelryttere, har aftalt nogle regler for, hvordan man opfører sig under kørslen, så ingen kommer galt afsted. Når alle kender reglerne og følger dem, bliver fornøjelsen ved mc-kørsel i gruppe større.

Alle i gruppen har ansvar for egen og andres sikkerhed. Kørsel i gruppe bør principielt altid foregå efter laveste fællesnævner, dvs. efter den mindst rutinerede motorcyklist. For nogle af BMW MC Klub Danmarks medlemmers vedkommende har jeg set, at disse regler en selvfølge, for andre har jeg set, at dette ikke er tilfældet.

Jeg vil først opstille nogle retningslinier i punktform og derpå nogle betragtninger om gruppekørsel for dem, som har lyst til yderligere læsning om mc-kørsel i gruppe.

  • Forreste motorcyklist skal helst være stedkendt eller være godt til at læse kort. Bageste motorcyklist skal også have kort og kende bestemmelsesstedet, så vedkommende kan "samle op".

  • Hvis du mener at gruppen er kørt forkert, har behov for stop på grund af problemer med motor eller oppakning, skal have benzin, osv., overhaler du forreste motorcykel, så du nu selv bliver gruppens fører.

  • Aftal kørehastighed inden gruppen sætter i gang. En gruppe tiltrækker opmærksomhed, så det er en god idet at overholde fartgrænserne.

    Det er hensigtsmæssigt at gruppens fører er en besindig motorcyklist, at den langsomste motorcykel kører som nr. 2, næstlangsomste som nr. 3, osv. Den hurtigste motorcykel ligger sidst i gruppen, fordi ændringerne i fart generelt vokser ned gennem gruppen. Hvis gruppens fører holder visuel kontakt til nr. 2, er man altid sikker på, at alle kan følge gruppens hastighed.

  • Når gruppens fører tanker benzin, tanker alle, så antallet af tankstop reduceres.

  • Du må ikke overhale andre motorcyklister i gruppen. De forventer det ikke og bliver oftest overraskede, hvorved farlige situationer kan opstå. Kan du ikke undgå overhaling i gruppen, ligger ansvaret hos dig, der bryder rækken og overhaler. Hold i så fald god afstand til gruppen og benyt blinklys, horn, eller overhalingslys efter behov.

  • For alle gruppens deltagere gælder, at man holder øje med køreren bag en selv. Nedsæt hastigheden, hvis kontakten bagud mistes. Såfremt en motorcykel standser, vil gruppen automatisk standse og gruppens fører vender om og undersøger forholdet.

    Mister du kontakten med gruppen, kører du tilbage til det sted, hvor du er sikker på, at du sidst havde kontakt med gruppen.Får du ikke kontakt med gruppen dér, kører du til næste aftalte mødested. Får du heller ikke kontakt der, kører du videre til turens/dagens "endestation". På lange ture er det hensigtsmæssigt at have aftalt et telefonnummer, som du kan benytte, hvis du helt mister kontakten til gruppen.

  • Gruppen kører i forskudt formation (zig-zag) i vognbanens henholdsvis højre og venstre hjulspor. Dette giver større synsfelt frem og tilbage i kolonnen, bedre afstand under bremsning, bedre mulighed for at se de andres bremselys tidligere og gruppen syner af mere for modkørende og andre trafikanter, så gruppen i højere grad respekteres. Består gruppen af et lige antal motorcyklister, placerer forreste motorcyklist sig vognbanens inderste hjulspor.

    Består gruppen af et ulige antal motorcyklister, placerer forreste motorcyklist sig i vognbanens yderste hjulspor. Skifter forreste kører f.eks. ved overhaling, skifter de efterfølgende også hjulspor. Fordelen ved dette system er, at bageste motorcykel altid kommer til at ligge i vognbanens yderste hjulspor og lukker af, så kolonnen ikke splittes af bagfra kommende trafikanter.

    Overdriv gerne din position i formationen. Dette giver større sikkerhed under opbremsning og den efterfølgende kører er ikke i tvivl, om du har valgt højre eller venstre hjulspor.

    Afstandene i gruppen afhænger af forholdene, men som hovedregel bør der i zig-zag formationen være helst 2 sekunders afstand mellem hver motorcyklist svarende til 17 meter ved 60 km/t, 22 m ved 80 km/t og 28 m ved 100 km/t, osv. Find evt. et punkt på vejbanen, i vejkanten eller lignende og tæl sekunder herfra, når den forankørende passerer det valgte punkt.

  • Når man skal holde ved vejindmunding, vejkryds osv. klapper zig-zag formationen sammen, så man holder ved siden af hinanden. Herved kommer de bageste kørere til at holde længere fremme mod f.eks. krydset og kan bedre orientere sig og overskue situationen. Gruppen får ligeledes bedre mulighed for at kommen samlet over krydset.

  • Ved kørsel gennem uoverskuelige kurver kan zig-zag formationen rettes ud til en lige række for at forbedre undvigemulighed ved farlige genstande (fodgængere, parkerede biler, osv. i højre vognbaneside). Rækken søger mod vognbanens yderste hjulspor, dvs. at man i venstre-kurver kører i vognbanens højre hjulspor og i højre-kurver kører i vognbanens venstre hjulspor. Herved "åbnes" kurven for den enkelte kører, som så kan se længere frem gennem kurven, og man undgår, at forankørende dækker for efterfølgende køreres oversigt i kurven.

  • Under overhaling er det en god ide at gå tidligt ud. Jo længere afstand man har ved indledningen af overhaling, jo bedre overblik får man. Gennemfør overhalingen i rimeligt hurtigt tempo og læg derpå afstand til det overhalede køretøj, så næste overhalende motorcyklist har luft til at komme ind i vognbanen uden at skulle mase sig ind og evt. skulle bremse for ikk at påkøre dig bagfra.

    Benyt blinklyset ved overhaling. Du viser dine hensigter både overfor de andre trafikanter samt overfor kørerne i gruppen.

  • Hvis forholdene tillader det, kan det under overhaling anbefales, at bageste kører lægger sig rettidigt ud i overhalingsbanen og lukker for bagfra kommende trafikanter, når forreste kører lægger an til overhaling. Derpå går retsten af gruppen også ud til overhaling. Bageste kører kan også være den, som tager initiativ til, at gruppen indleder samlet overhaling. På begge øges chancen for, at gruppen kan overhale samlet. Denne praksis er almindeligvis mulig på motorvej uden stærk trafik. Det kan være en god idé at have aftalt at give diverse signaler med hænderne – især når gruppen ikke benytter samtaleanlæg.

Det er en god idé, at gruppens bageste motorcyklist er meget erfaren, idet vedkommende fra bageste position kan vurdere de enkelte deltageres kørsel og evt. fremsætte henstillinger om ændret adfærd.

En ny deltager i gruppen eller en motorcyklist med lille eller ingen erfaring i mc-kørsel i gruppe placeres som næstsidste mand i gruppen. Når bageste motorcyklist har konstateret, at vedkommende udviser fornøden omhu, respekt og agtpågivenhed, kan bageste motorcyklist lade vedkommende køre længere fremme i gruppen.

På lange ture kan det for afvekslingens og rutinens skyld aftales, at forreste motorcyklist rykker ned til bageste position. Det kan f.eks. aftales, at skiftet foretages for hver 10 eller 15 kilometers kørsel, så alle på et tidspunkt har haft chancen til at køre på alle pladser i gruppen.

En hovedregel, som det egentlig ikke burde være nødvendigt at anføre her, er reglen om at holde afstand til forankørende.

På den første af onsdagskøreturene på Sjælland kørte vi på Strandvejen langs Øresund. Forreste cykel fortsatte på et tidspunkt lige ud, hvor gruppen skulle have drejet af. Kører nr. 2 i gruppen drejede af, idet vedkommende vidste, at kører nr. 1 havde taget fejl. Kører nr. 3 kunne her med lethed være kørt ind i kører nr. 2, hvis kører nr. 3 havde kigget efter kører nr. 1 og samtidig havde forventet, at nr. 2 ville følge nr. 1.

Næsten alle med erfaring i gruppekørsel ved, at det er gruppens fører, der afgør, hvornår og hvor gruppen skifter retning. Der kunne faktisk være en bestemt grund til, at gruppens fører valgte at køre lige ud i stedet for at svinge. Gruppens fører kunne evt. have vurderet, at det var farligt for gruppen at dreje det pågældende sted, fordi gruppen måske kørte for hurtigt.

Hvad nu hvis fører nr. 2 ikke var parat til at tage svinget til venstre? Eftersom alle i gruppen forventes at følge efter gruppens fører, burde disse følge denne og derved ikke følge efter kører nr. 2. Det kunne være, at kører nr. 2 evt. havde motor- eller dækproblemer, så vedkommende var nødt til at forlade gruppen. Dette er hypoteser – når ingen i gruppen bruger radiokontakt under kørslen, må man være forberedt på alt!

Under alle omstændigheder gælder reglen om at HOLDE AFSTAND. Som deltager i en gruppe er din vigtigste opgave at holde din plads og holde afstand – både fremad, bagud og til siderne.

At være gruppens bageste kræver mere end som så. Selv om en gruppes køretur i høj grad afhænger af gruppens førers dygtighed og dømmekraft, er gruppen på mange måder afhængig af bageste kører, som har adskillige opgaver hvilende på sine skuldre. Hør bare her:

Ofte er det gruppens fører, der indleder en overhaling eller et vognbaneskift, men somme tider er det gruppens bageste deltager, der bør tage initiativ til dette, hvis gruppen f.eks. på motorvej evt. indhentes af et lastvognstog, som kører tæt op bag gruppen. Bageste kører skal her lægge afstand til de foran kørende og over radioen eller ved tegngivning vise, at gruppen skal skifte vognbane. Dette kræver naturligvis, at alle i gruppen regelmæssigt ser i spejlene.

Af bageste kørers andre opgaver kan nævnes: at kontrollere de foran kørendes kørsel og korrigere denne ved næste stop; holde øje med defekte lygter, afviserblink, dæk eller problemer med oppakning og "lukke", når f.eks. to vognbaner snævres ind til en enkelt.

Som det anes, er opgaven som gruppens fører og gruppens sidstemand ikke uden betydning. Til disse to pladser kræves modenhed, erfaring, øvelse, samarbejde, kommunikation og dømmekraft.

God tur!

  Der er ingen billeder til denne artikel!