I 1999 kørte et "BMW-klub Dream Team" bestående Henry Mikkelsen, Ivar Guldager og Jens Lomborg til Nordkap inspireret af Henrys gamle drøm om at komme dertil. Henrys lange beretning om turen bringes her i forkortet form.

Jeg har i flere år gået med en drøm om en tur til Nordkap. En dag talte jeg med Ivar om det, og han ville gerne med, hvis vi ikke blev for mange. På GF i 98 aftalte vi, at det skulle være i 99, og da Jens hørte det, ville også han med, og så begyndte planlægningen.

Både Ivar og Jens havde et sæt kogegrej, så vi var godt rustet. En dag var Jens så let-sindig at sige, at han var god til at lave mad, og så tog vi ham på ordet og gjorde ham til turens kok, madindkøber og turens kasserer. Alle indkøbene tog vi fra en fælles pulje. Ivar kom til at stå for alt det praktiske, da han har stor erfaring med touring samt gode mekaniske evner, og selvom vi aftalte at bo i hytter, tog mit 4-mands telt med (hvad Henrys arbejde ellers bestod i, forbigår han diskret i tavshed. Red.).

Maskinerne var flg.: Henry R 80 RS (1979), Ivar K 100 LT (1989) og Jens R 1100 RT (1999), så den side af sagen skulle være i orden. Helt uden problemer blev turen dog ikke.

Vi sejlede fra Frederikshavn den 18. juli i fint vejr, men i Göteborg var der småregn og ind imellem kraftigere byger. Ved Svinesund blev vejret dog næsten godt, og nu stiftede vi bekendtskab med de høje norske priser (en agurk koster fx kr. 30, en øl endnu mere).

Europavej E 6 skulle være vor ledetråd til Nordkap, og i Oslo var der både ulidelig varmt og en masse vejarbejde og en ny 3800 m lang tunnel, der drejede så man ikke kunne se enden, en lidt uhyggelig oplevelse.

I Ferringen på vestsiden af Mjösa søen ca. 100 km nord for Oslo havde Jens nogle gode venner fra Lemvig, et rigtig dejligt sted på en skråning med skov på den ene side og flot udsigt over søen på den anden, så her tog vi mod invitation til middag (vi var godt sultne). Ivar måtte "sove" i stuen, hvor han udkæmpede et længere natligt slag mod fluerne, så han var ikke just frisk om morgenen.

Så gik det til Lillehammer, en rigtig flot tur i forholdsvis godt vejr, men i Gudbrands-dalen er der ret megen trafik, så hurtigt gik det ikke. Ved Dombås ændrede landskabet karakter og vejen steg ret kraftigt. Heldigvis havde vejen to spor, så vi kunne overhale hele rækken af biler og campingvogne på et halvt minut, og nu kom vi til vidstrakte vidder med en herlig kølig vind. Jeg er betaget af det land med de pragtfulde og skif-tende landskaber.

Nord for Trondheim lejede vi en hytte på en campingplads, og da Jens var kok, endda en god kok, måtte vi to andre tage opvasken, mens Jens gik i bad. Til gengæld sov vi godt den nat, og da morgenmaden var solid og vejret fint, havde vi godt mod på turens fortsættelse. Næste overnatning var en hytte ved Mo i Rana, den både dårligste og billigste på turen.

Så fulgte en grå regnvejrsdag med sen start op til polarcirklen, hvor regnen havde taget til og hvor vi gik på opdagelse i souvenir-shoppen, der bød på mange muligheder for at lette trykket på tegnebogen. Videre nordpå, hvor solen pludselig brød frem over fjelde-ne, op mod Bodø og et drej mod Saltfjorden. Der var ingen ledige hytter ved fjordens smalleste sted, så vi indlogerede os privat hos et ældre par, hvor manden førte ordet med konen stående bagved.

Manden fortalte os om broen over fjorden, om saltstrømmen og den ikke særlig kolde vinter, da de boede tæt ved Golfstrømmen, men endelig fik vi revet os løs fra ham og kom op i "vor" dejlige lejlighed. Her havde Jens fine kokkeri muligheder, mens vi to andre sad i lænestolene.

Om aftenen gik vi en tur ned til fjordens smalleste sted, hvor enorme vandmængder presses igennem, og da vi kom tilbage til vore værter, begyndte manden forfra på sin fortælling om broen og Golfstrømmen.

Vi var tidligt oppe næste morgen for at pakke cyklerne, men så dukkede værtsparret forsovet op og manden gav os endnu engang historien om broen og Golfstrømmen. Der skete vist ikke så meget her, men det var faktisk et af de bedste steder, vi boede, og værterne var jo meget omsorgsfulde.

Efter en morgen med tørvejr, begyndte regnen som tog til og til resten af dagen, og på det sidste stykke til Tromsø langs fjorden var vinden isnende kold og vandet trængt indenfor vore køredragter. Alle hytter var optaget, og da græsset stod under vand, kom klubteltet ikke op. Også vandrerhjemmet var optaget, men da pigen her sendte dejlig lange og varme øjne til vor forhandler Jens, fik vi alligevel et værelse for to dage, ikke af hensyn til pigen, men vi mente vi trængte til en dag til fods mens tøjet tørrede. Der var så lidt plads mellem sengene, at der ikke kunne stå en stol, og det blev ikke bedre, da Ivar havde vasket tøj og trak snore gennem værelset og hængte tøjet op. Det fik gulvet til at sejle, og begrebet mandehørm fik vist en ny betydning her, da vi skruede op for varmen og snart følte det som i en sauna.

Men tøjet var tørt, da vi skulle afsted og efter en herlig køredag endte i Russenes, det sidste stop før Nordkap 150 km borte. Om morgenen gik min motor i stå, da jeg koble-de til, men Ivar sagde blot, at det var ligesom at komme med en ny pige, hvor det hele går i utide. Afsted kom vi dog og gennem en ny tunnel over til Magerø, men den var næsten 7 km lang. I Honningsvåg lejede vi en hytte - den dyreste på turen - men nu var vi også ved en turistfælde, hvor alle priser var skruet op.

Hen på eftermiddagen kørte vi så de sidste 25 km ud til NORDKAP, hvor der er øde og bart det sidste stykke og næsten ingen trafik. Ca. 300 m før Nordkap mødte vi en tåge, der var så tæt, at man ikke kun se 5 m frem, og det var i sandhed bittert. Ingen kunne sige, hvornår tågen lettede, men nu stod vi da på Nordkap efter 3.042 dejlige kilometer. Vi kunne bare ikke se et klap.

Heldigvis var der meget at se i besøgscenteret, bl.a. en film med helikopterbilleder. Den så vi to gange, og lænsede derefter tegnebogen for at købe souvenirs i den store shop, så man hjemme kunne se, at vi havde været der. Det giver jo også anledning til at berette om turen, og oplevelser er bedst, når man ikke bare selv går og brænder inde med dem.

I dagens anledning fik kokken fri og vi spiste på restaurant (rensdyrkød), og mens vi spiste, lettede tågen lynhurtigt og gav plads til midnatssolen, så nu blev der taget ufor-glemmelige billeder. Vi havde kun været der én dag, men det var nok og så gik turen sydpå ned til Alta og ind over Finmarks-vidda, hvor stilheden var lammende.

I Kautokeino var alle myggene ude den dag, så vi måtte tanke med visiret ned, og i Kiruna deltog vi i en spændende rundtur 540 m nede i jernminerne. Af sikkerhedsmæs-sige grunde blev gruppen talt op hele tiden. I øvrigt fik jeg et fladt fordæk i Kiruna, men det klarede den dækpilot, jeg havde købt, så sådan en kommer nok med i bagagen en anden gang.

Dækket holdt luft og Ivar meddelte, at iflg. hans beregninger havde vi ca. 2.100 km hjem. Vi valgte indlandsvejen, der skulle være den kønneste, men vi opdagede snart, at den var i elendig stand med store, løs-grus-opfyldte huller, og de sidste 15 km til Ar-vidsjaur var kun grus og ral, så jeg havde stort besvær med at styre cyklen. Da vi kom til byen kunne jeg pludselig ikke længere styre bimmeren, der ville det modsatte af jeg, men de andre opdagede, at det var mit "lavprofil" (= punkterede) fordæk, der var årsagen.

Så pumpede vi løs, men luften fes lige så hurtigt ud, så gode dyr var rådne. Heldigvis fandt Ivar et privat logi kun 300 m borte, så der listede jeg maskinen hen. Tidligt næste morgen gik vi på jagt efter et nyt dæk i den lille by. En vulkanisør kunne levere det i løbet af 3 dage, men Motorcenteret havdet det uden tvivl. De havde dog kun motorsave og snescootere men kunne give den opmuntrende oplysning, at ingen deroppe kørte med min dækstørrelse. For en sikkerheds skyld kigge de dog lige på lageret, og mira-kel: Der var netop ét. De kunne dog ikke skifte det, men det fik vi gjort hos vulkanisø-ren, der fandt ud af, at det var en fold på slangen, der havde gnavet hul. Indlandsvejen var vi færdige med nu, så vi tog E 4 til Söderhamn, fik en hytte og spiste den sidste proviant hjemmefra. Godt planlagt Jens. Videre sydpå, men Sverige er nu ikke så spændende og afvekslende som at køre i Norge, men så gik det hurtigere. I Södertälje ville jeg gerne se museet ved Scania fabrikken, da jeg er interesseret i last-biler, som jeg har kørt i 39 år.

Herefter forlod Jens os og kørte hjem, men det gjorde ikke så meget, for nu havde han jo ikke mere mad. Ivar og jeg kom for sent til at få en hytte i Trollhättan, så klubteltet måtte slås op for første gang. Her savnede vi Jens´ spisebord.

Fredag kørte vi lidt rundt i den smukke by med dens klipper, vandfald og sluser ved Götekanalen, noget jeg engang skal tilbage og se igen, og så kørte vi ellers til færgen i Göteborg. Vejret var rigtig flot, og fra soldækket så vi, at Kaj og Bøje ledsagede os.

Da jeg endelig kom hjem i den lune sommeraften, sad mit livs oplevelse nr. 1 på trap-pen og læste avisen, så det kunne ikke være bedre. Hun var vist ved at savne mig, tror jeg nok.

Tak til Ivar og Jens for et godt og rart samvær og det at de havde mod til at følges med mig trods min og bimmerens fremskredne alder.

I alt blev det til 5.798 km, godt 300 l benzin og 1,5 l olie.