26/5-00 kl. 15.00 rullede jeg (Eigil
Gram ) ind til Søren Hansens hus i Gl. Holte. Han havde hørt K 75`erens
karakteristiske lyd og kom frem (meget letpåklædt) på altanen :"
Jeg er mere klar end du tror ", sagde han. " Vi har god tid ", råbte
jeg tilbage. Vores tidsplan var at være på Stubbekøbing camping
ca. kl. 17.30, hvor Helle og Poul Erik fra Ishøj allerede havde
rejst telt.
Det var et dejligt vejr at køre i, men ellers lovede Voldborg ikke
andet end regn og stormende kuling resten af week-enden. Nå, men
er vi friske eller hvad? Selvfølgelig. Det skulle blive hyggeligt
at træffe de andre. Sådan føler jeg det hvergang jeg skal til træf.
Søren ligeså; han fortalte, at hans kone Dorte altid kunne gætte
når han skulle afsted, fordi han NYNNER når han pakker ! Ja, der
kan man bare se.
Trafikken på motorvejen begyndte at pakke ved København. Vi havde
aftalt. at køre fra ved Køge og følge den gamle landevej mod Vordingborg
og her fik vi hele vejen for os selv. 80 i timen, 23 km på literen
og en masse at se på, sådan kan man også køre på motorcykel.
Over den smukke Farø-bro, derefter på Falster til ventre ad små
fine veje til Stubbekøbing. Sørens og mit telt blev rejst med de
obligatoriske 3 meter imellem til Helle og Poul Eriks og så ventede
vi på, at Mona og Arne og Else og Peter (Asnæs-fraktionen) skulle
komme.
Campingpladsen ligger ned til vandet med en fin udsigt til Bogø
og Farøbroen; Poul Erik og Helle er stamgæster så vi fik en rundvisning
i området mens vi gik ind til byen for at få lidt at spise. Der
er blandt andet en lille smuk park. Byen er en typisk dansk købstad
med pittoreske små huse langs hovedgaden, afbrudt af de sædvanlige
isenkræmmere og pizzariaer.
Asnæsserne havde lavet kaffe til os da vi vendte hjem. Den fik
vi i den hyggelige opholdsstue, hvor fjernsynet var indstillet på
en boksekampskanal. Det viste sig til min store overraskelse, at
den blide Mona afslørede sin hemmelige lidenskab : "Bankekød til
slemme drenge".
27/5 lørdagen startede med fint vejr; vi gik til byen for at handle
til grill om aftenen. På et tidspunkt blev Arne og Peter væk. Mona
og Else gik hen på det nærmeste værtshus; der var de ikke. De to
dukkede derefter op og erklærede, at de havde været henne og se
på kirken! Ja, fordomme står for fald.
Søren og jeg havde aldrig set motorcykelmuseet, så vi tog derhen.
Ingen hagesmæk ville være stor nok til at opsuge vores mundvand
og især da vi opdagede en MZ 150 rablede det før Søren: "Det er
fuldstændig samme model og farve" udbrød han "jeg har haft sådan
en engang" og sammen sang vi i kor: "Riiing ding ding ding".
Torben Harms kom på besøg og vi tog allesammen ud på en kort køretur
ad de små veje, igennem Korselitse Østerskov til Hesnæs havn. Her
så vi nogle interessante huse, hvis vægge var beklædte med strå
(Søren har forklaringen). Så kom regnen, men slet ikke i de mængder
Voldborg havde truet med; vi endte i byen ved kirken, hvor et bryllup
var ved at finde sin afslutning. En flot gammel Fordvogn stod parat
til at køre brudeparret til fest. Søren overtalte chaufføren til
lige at starte den : Host, host og så gik den ellers godt.
Kirken er for øvrigt meget kendt for sine kalkmalerier og Hans
Egede var provst der, efter han kom hjem fra Grønland.
Dagen sluttede med et hyggeligt grill-måltid. Asnæs-fraktionen
er specialister på dette felt. Tak for mad. 28/6 Søndag: Hjemrejse.
Vi tog den lille færge fra Stubbekøbing til Bogø, og så skiltes
vore veje igen efter endnu et godt træf. |