Søren Hansen fortæller her om en tur som passager i en usædvanlig sidevogn.

Nordisk BMW-Træf 2000 på Mors. Efter en tur tværs igennem det ganske land i dejligt vejr og i godt selskab, ruller jeg ind på teltpladsen med kursen sat efter et stykke saftig græsmark henne langs det fjerneste hegn. Græsmarken er jævn, let skrånende og indgangen kommer til at vende mod solen, hvis den skulle gå hen og vise sig i morgen. Alt er perfekt. Men hvad er det? På den første sidevej oppe i lejerens "fine ende" ligger der fire hytter. Over den ene vajer det norske flag og udenfor står parkeret et eksemplar af BMW's ultimative luxustourer; K 1200LT. Det der fanger min opmærksomhed, er imidlertid, at den yderligere har fået et løft med påmontering af en Flexit sidevogn og en luftaffjedret trailer i luksusklassen (Bushtec). Sheiken selv sidder inde hytten sammen med en lyshåret skønhed. Der er s'gu nogen der kan.

Efter at have gravet lidt i hukommelsen er den der. Flexit sidevognen er jo medkrængende. Motorcykel og sidevogn er ikke stift forbundet, men istedet forbundet med en slags parallelogram-forbindelse som sikrer, at trækmaskine og sidevogn altid er parallelle. I praksis er systemet ikke opbygget, som vist på principskitsen, idet parallelogrammet er erstattet af en tandkæde, men det virker på samme måde. Sidevognens hjul sidder midt under vognen og helt bagude.

Jeg må erkende, at der opstod en svær lyst til at prøve en tur som passager i den sidevogn og jeg besluttede at (mis)bruge min tjans som medredaktør af kluborganet til at få tilfredsstillet denne attrå. Under et hvil på sightseeing turen rundt på Mors den næste dag opsøgte jeg så sheiken, som viste sig at være en ganske almindelig norsk nordmand fra Norge der hed Knut Steiner Johansen. Den lyshårede skønhed var såmænd hans datter, der residerede på bagsædet. Lillebror hyggede sig i Flexit'en. Knut var med på ideen og vi fik aftalt et lille interview og en prøvetur til om eftermiddagen.

Knut har haft ekvipagen siden 1. april i år og på de 6 måneder har han kørt 16.000 km (sic). Motorcyklen er købt som solocykel og har derefter fået påmonteret sidevognen, som har kostet ca. 17.500 Gylden incl. montering i Holland. Hertil kom 17,5% moms (eller-hvad-det-nu-hedder i Norge) men herudover ingen afgifter. På et spørgsmål om driftsøkonomien svarede Knut, at dæksliddet var ca. 10% større og benzinforbruget blev også forøget med ca. 10 % i forhold til solokørsel. Det forekommer som særdeles beskedne tal.

Når nu motorcyklen frit skal kunne krænges i svingene, hvad sker der så når man stiller ekvipagen fra sig? Klapper det hele så sammen som et korthus? I princippet ja, men alligevel ikke. Ligesom en solocykel har en begrænset nedlægningsvinkel p.g.a. fodhvilere etc., så er der også en grænse for, hvor langt denne ekvipage kan lægges ned. I dette tilfælde er denne vinkel 35 grader (hvilket jo egentlig er ganske respektabelt) og der er indlagt et stop, som forhindrer større nedlægningsvinkler. Standser man og hopper af, vil hele køretøjet altså lægge sig med en slagside på 35 grader. Da de færreste synes, at det ser pynteligt ud, kan forbindelsen til sidevognen låses i lodret stilling. Så længe denne lås er aktiveret er ekvipagen forvandlet til en ganske traditionel sidevognsmaskine og som sådan kan den med fordel køres ved meget langsom kørsel og i glat føre.

Selve trækmaskinen er ikke ombygget på nogen måde og da den ifølge sagens natur også kører på almindelige MC-dæk er den også umiddelbart anvendelig til solokørsel. Omstillingen klares på mindre end 10 minutter siger Knut. 3 bolte løsnes, 2 multistik adskilles, lynkoblingen til bremsesystemet aftages og vi har et nyt medlem af elefantklubben.

Nu skal vi i gang med prøvekørslen. Regnen har nu lagt sin klamme hånd over hele Mors og jeg noterer med tilfredshed, at Flexit er forsynet med et plexiglas tag, der ser ud til nok at skulle kunne holde vandet ude. Indstigningen er ganske nem. Man hopper op på forbindelsesstangen og derfra ned i gondolen. Siddestillingen er ganske komfortabel, selv om man nok ligger mere end man sidder. Interiøret er nydeligt med faste tæpper og stofindtræk overalt. Gamle dages "rå" look er der ikke noget af. Stik til samtaleanlægget er en selvfølge. Mundvigene er ved at nå op til ørerne; jeg glæder mig. Knut peger på en lille knap i cockpittet. Jeg trykker og med en svag summen trækker en servomotor plexiglastaget på plads over mit hoved. Vi sætter igang.

Den lille bivej fra campingpladsen ud til hovedvejen skal først forceres og jeg må sige, at Knut trykker til den. Det virker som om han konsekvent kører med sidevognen ude i grøften, men det er kun en fornemmelse, som skyldes at sidevognshjulet sidder midt under gondolen. Når jeg hænger og svæver helt ude over grøften, så kører hjulet på sikker grund. Vognen er luftaffjedret og det virker tilsyneladende fint. Men, det kan ikke skjules; der er en infernalsk larm i kabinen. Formodentlig er det motorvibrationer der overføres og undervejs forstærkes kraftigt op. Lydtrykket er på et niveau som, i hvert fald over længere afstande, gør én eller anden form for høreværn påkrævet. Det skal dog bemærkes, at jeg ikke havde styrthjelm på, da lokale eksperter sagde, at det ikke er påbudt i Danmark.

Vel ude på landevejen får vi lidt mere fart på og vejen byder på tilstrækkeligt mange sving og kurver til, at man kan få et indtryk af ekvipagens svingegenskaber. Set fra mit synspunkt nede i den lukkede gondol virker det hele bare rigtig godt. Under krængning bliver man ikke påvirket sideværts overhovedet og man føler sig tryg og sikker selv om jeg tror, at Knut gjorde hvad han kunne for at forskrække mig, for flere gange svingede han med krængninger helt ud i nærheden af 35 graders grænsen så min udsigt svingede fra hans højre støvle det ene øjeblik til hans venligt smilende og skæggede ansigt det næste. Retningsstabiliteten så ud til at være meget fin, hvilket demonstreredes ved, at styret blev sluppet mens vi kørte ud af en lige landevej med ca. 100 km/t (hm). Køretøjet fortsatte uanfægtet, som kørte den på skinner og en lille korrektion blev ordnet med en pegefinger.

Turen er ved at være forbi og vi ruller ind på de løse sten foran hovedbygningen. Knut låser forbindelsen mellem cykel og sidevogn så vi med anstand kan trille de sidste meter. Jeg takker for turen og hopper ud til de tilstedeværende (lidt misundelige tror jeg) tilskuere. Det er godt jeg ikke er "sidevognsmand" for så tror jeg, at jeg havde fået en rigtig dyr drøm at slås med.