Fredag d. 1/9 kl. ca. 8, mødtes vi, d.v.s. Helle & Poul Erik (R90/6), Eigil (K75RT), Søren (R100/S) og denne artikels forefatter (R80/7RS) på Q8 i Roskilde.

Efter en kort sludder fortsatte vi til Ugerløse, hvor Kirsten og Torben (R75/7 RT) stod klar med kaffe til den første "optankning" på den lange tur til Nykøbing Mors. Per (K100RT) stødte som den sidste til i Ugerløse, hvorved "Træfgruppen" var fuldtallig.

Kortet blev studeret, og det blev aftalt at variere turen, d.v.s. Storebælt og turen dertil (og ligeledes hjemover), var allerede aftalt som den naturlige vej for en god lang tur til det jyske. Jylland derimod giver et par muligheder uden den store omvej, hvis de da ikke er lige lange. Målt blev det ikke, vi aftalte blot, at derover ville vi tage turen fra Vejle op igennem Grejsdalen til Jelling, og herfra videre via Brande, Herning, og Skive til Årnakke Camping lidt nord for Nykøbing Mors. Hjemturen skulle så gå via Skive og Viborg, og herfra direkte til Vejle, og som skrevet, resten giver sig selv.

Vejret var fint, skyet med lidt sol, d.v.s. vi kunne køre uden at svede inden man lagde ud. Kirsten vinkede farvel til os en halv times kaffetid efter, ca. kl. 9.30.

Meningerne havde været mange, om hvor lang tid det ville tage. Enige var vi dog alle om, at vi skulle køre moderat omkring de 110 på motorvejen, med indlagte pauser for ca. hver kørt time. Meget passende, når både bagdel, ben, ørestøj og hyggen skal have gode kår.

Vejrudsigten "lovede" fint "Bikervejr" fredag, skyer og sol, og dårligt vejr resten af weekenden. Og sådan blev det!

Turen derover var efter min mening den bedste. Gode stræk "på landet", afbrudt af store og små byer med rige anledninger til pauser. Hjemturen over Viborg virkede kedelig, i hvert fald på mig. Et langt stræk "på landet" på en meget bred og lige hovedvej mellem Viborg og Vejle, endda uden ret mange rastepladser.

Den første korte pause blev holdt efter betaling af broafgiften, og ellers midtvejs på Fyn. Vejlefjordbroen blev krydset med en smuk udsigt, for så at "dykke ned" ad bakken på den anden side af broen mod Vejle Centrum, for så at holde til højre ved foden af bakken, og holde nok engang til højre igen kort efter, for at finde vej op igennem Grejsdalen. Det er bare en smuk dal, som "kan" fremkalde minder fra det Sydtyske, om end i en noget forkortet udgave.

Frokostpausen blev holdt på en tankstation i Brande (så vidt jeg husker). Her blev madpakkerne fundet frem, medens andre frekventerede udvalget hos en sød jyde i tankens kiosk. Søren gjorde ellers stor lykke her blandt de kaffehungrende. Trangiaen, som ikke var en Trangia men af et andet fabrikat, blev hevet frem og kogte som proklameret kogende vand i løbet af ingen tid.

Vinterens Bikerfilm med indslag fra Primustræf blev selvfølgelig "genoplivet" fra den humoristiske vinkel. Jeg husker ikke at Søren var til Trangia-optøet rødvin og teltslagning i dyb sne, selv om han går helt ind for det der med "på feltfod" ? Hyggeligt var det nu.

Da vi nåede Herning drejede "Konvojlederen" pludseligt ind på en af den mange veje mod Herning Hallerne. Søren havde fået en lysende ladelampe. Der blev holdt rådslagning oppe foran, uden at vi nede bagi rigtigt forstod hvad det hele gik ud på. Det fandt vi ud af senere.

Hvorom alt var, så drejede Søren fra ved et lyskryds mod centrum for at finde Kok MC. Vi andre forsatte ligeud og passerede kort efter Kok MC på venstre hånd! Søren fortalte dog senere, at en venlig dame havde vist ham den rette vej "tilbage". Problemet var det velkendte på en god gammel Bokser. En dårlig stelforbindelse på "gearkassesnøfteren".

Jeg syntes nu nok at et par af os burde have slået "reparationsfølge" med Søren. Nå, han er vant til at klare sig selv, så han ankom ikke så meget senere end os andre til Årnakke. I perioder blev der ellers gået til den over den jyske hede, især efter Herning.

Nu har vi jo tidligere været udsat for chock når vi har vovet os uden for "øen". Jeg tænker her på de 7 - 8 fynske lavtflyvende riskogere som med et brøl overhalede os på vores vej til Kaffemøde i Tommerup. Op ad bakke udover de fuldtoptrukne linier, klamrende sig overskrævs i en ynkelig stilling som man kun kan se folk gøre på riskogerne. Pluselig var den der igen. Jeg dannede bagtrop, fik et lydchok og tænkte, hvad fan… er nu det! Det var AWACS som lagde an til landing i Karup.

Jeg var godt nok ved at dreje hovedet af led for at følge Jumboen med den enormt store tallerken på ryggen, idet den gik lavt bag om os på tværs. Derfor var jeg den eneste som fik den oplevelse. Resten af turen derop gik ellers fredeligt og uden problemer.

Velankommet og -modtaget af Inge og Henning ved ca. 16-17 tiden, fik vi slået teltene op. Her skal det indskydes at man blev sat på lidt af en opgave, idet der blev udleveret et væld af farvede lapper papir, sandsynligvis rester fra et amerikansk lotteri. Med disse lapper skulle arrangørerne sikre arran-gementet mod snydere ved de inkluderede måltider. Det virkede lidt overflødigt og bureaukratisk syntes jeg, samtidig med at man skulle holde styr på, hvor man havde disse lapper i sine lommer. Nå, jeg har jo heller ikke den store træf erfaring. Inge og Henning havde da heldigvis styr på hvilke farver der gjaldt til hvilke måltider. Måske blev vi snydt her????

Der var allerede ankommet adskillige især fra de andre Nordiske lande. Danskere var der egentlig ikke ret mange af, i hvert fald af dem som havde taget imod invitationen til overnatning i det fri mens tid var. Jeg husker Dorthe, Kurt, Karna & Poul, Gurli & Hardy udover vores gruppe og arrangørerne.

Efter teltslagning flyttede vi bordbænken ud i solen og samledes til en enkelt øl og hygge. Vi forsøgte at invitere bl.a nogle finner ind i vor kreds, men kun en enkelt af deres piger tog imod tilbudet. Vi fik da snakket med andre, men ikke som jeg forventede sådan på tværs. Man holdt sig pænt til sine rejsefæller, hvor man nu ellers kom fra.

På denne fredag aften fik jeg kigget en lidt speciel maskine ud. En ca. 10 år gammel R 100RS Dakar bygget af et specialfirma syd for München for BMW. Den var flot frækt bygget, både hvad angår farven rød, samt linierne på tank, udstødning o.s.v. Slet ikke så gumpetung at se på, som jeg syntes de sidst solgte af typen var.

Den lød "larmende godt", bokseren, og havde nogle tekniske finesser som jeg ikke har set før i mit korte BMW liv. Udover hovedtanken på hele 40 ltr., havde den en saddeltaske lignende tank "nedover" bagskærmen på 10 ltr. (der var kun solosæde på den), og den "Dakar" krævede vandtank (der hvor vi "almindelige" har en værktøjskasse) var efterfølgende bygget om af den svenske ejer til en 5 ltr. benzintank, alt ialt ca. 55 ltr. at gøre godt med.

Måltiderne blev indtaget i en stor nyere gulstensbygning, som må have haft en fortid som lade. Nu var den tilbygget med campingfaciliteter som bad, stue og køkken. Laden var rent faktisk nu lagerhal for italienske motorcykelstumper af et hvis "Thisted mærke".

Fredag nat åbnede de nordjyske sluser sig.Det øsede ned i adskillige timer helt frem til sen morgenstund, så man lå i teltet og tænkte på mudderskred o.s.v.. Nå det stoppede, og blev rimeligt, dog uden sol.

På vej op til morgenmaden blev jeg spurgt, "er det ikke din hjelm der står der i græsset ? " Jo, det var det. Den stod lige så nydeligt ved siden af Sørens, begge totalt "hyggeligt glemt" aftenen før.

De var våde. (Rigtigt våde, red.) Også inden i. Man skulle tro de havde været brugt som øse i løbet af natten. Nå, vi gjorde hvad vi kunne for at tørre dem. Resten "varmede" vi op under fællesturen, så det gik.

Fællesturen rundt på øen, som var dejligt kringlet og bakket, blev kørt i tørvejr indtil vi nåede et fiskerleje i syd. Her begyndte det så at regne, hvilket det fortsatte med indtil næste morgen.

Aftenen havde udover middagen også levende musik indlagt. Det var vi ret mange som lod sig snyde for, sådan helt frivilligt. Middagen startede for tidligt, eller musikken startede for sent eller også var det kulden som jog hyggen langt væk, så folk desværre, incl. mig selv, forlod stedet i hobetal inden der kom en lyd ud af højtalerne. Jeg lå i teltet og skuttede mig, mens blæst og regn forvrængede lyden fra højtalerne, så man tænkte, godt man ligger her.

Men, men men.

"Let Tæppelim" (ikke at forveksle med Led Zepp…, men derhen af åbentbart), leverede bedste tresser musik for fuld udblæsning fra alle de kendte bands fra dengang, ihvertfald ifølge Karna og Dorte, som havde holdt for på dansegulvet så det kunne ses dagen derpå ! Bare ærgerligt, og ikke mindst for hele Træffet, som led under de regntunge kolde skyer.

Søndag morgen holdt det op med at regne så betids, at blæsten nåede at tørre teltet inden det blev slået sam-men, så omkring 10 tiden gik det så sydpå i en stiv kuling fra nord. Det betød at turen til Fyn gik fint med vinden agten ind. Over Fyn havde vi ikke problemer, men det blæste dog så meget, at man begyndte at tænke på det "Store Bælt". Sidst muligt på motorvejen tankede jeg op, så der var mest mulig vægt på forhjulet som modvægt til telt o.s.v., når jeg skulle "krydse".

Priserne var taget af "Prislysskiltet". Istedet stod der "Stærk sidevind - Heavy Cross Winds". Det var dog ikke af den grund gratis at komme over, ej heller var broen lukket !

Optakten på vej ud på lav broen var slem, men, det skulle blive meget værre. Jeg lå sidst, og kørte en 70 stykker. Da jeg endelig var kommet helt fri af land på lavbroen, blev jeg skubbet og stødt fra side til side af kraftige kastevinde, så jeg måtte styre som en gal. Det hev og sled i én fra side til side, alt imens bilerne strøg uden om en, ganske vist for nedsat fart, men alligevel med god fart. Jeg skævede panisk "ud over sidekanten", alt imens jeg af bedste evne holdt til venstre i den inderste vognbane for at have mest mulig plads til begge sider om nødvendigt skulle være!

Ved den første dilatationsfuge (det brede stålstykke, hvor broen kan komme af med sine temperatur afhængige udvidelser) skred baghjulet mærkbart. Havde jeg ikke allerede svedt, så kom varmen nu for fulde damp! Jeg dalrede derudaf, alt imens jeg bad til den "Hellige Kristine Stenhugger" og spejdede nervøst efter de næste fuger, for så at gasse op til en 80 - 85 stykker når jeg passerede dem. Det hjalp på udskridningerne.

På lavbroen overhalede vi en flok HA'er, som holdt stille. At styre disse maskiner med et laaaangt forgaffelefterløb må kræve en hel del armkræfter i kastevinde, men om det var det som stoppede dem eller andet ved jeg ikke?

På et tidspunkt registrede jeg, at jeg ved at holde krampagtigt på styret var med til at forværre min dalren. Et løst greb samtidig med, at man alligevel havde ordentligt fat, gjorde at man ikke overførte sine egne bevægelser alt for meget til Biken, med en smule mindre slingren til følge.

Nå, det var ligesom om man var redningen nær, da Sprogø kom i sigte, så havde man da ikke vandet til højre! På øen oplevede jeg næsten ingen kastevinde, så jeg lå rimeligt stabilt i 45 grader, ja sådan husker jeg det!

Efter øen, så op ad bakke til højbroen med meget bange anelser.

Men, gjort til skamme. Her var det faktisk ikke engang så slemt som på øen og selve højbroen, ja, her gik det faktisk som i smør. Ingen kastevinde overhovedet, "kun" et ordentligt fur ved pylonerne. Nedturen var ligesom opturen. Rimelig.

Forklaring på forskellen på broafsnittene må være, at lavbroen, som består af to kasseprofiler med en masse kraftige ben ved siden af hinanden, en til biler og en til toget, giver kraftig turbulens med kastevinde til følge, medens højbroen formet som et vingeprofil (for at undgå egensvingninger som kan vride broen fra hinanden) ophængt i tynde kabler ikke giver turbulenser overhovedet.

Som sædvanligt holdt vi pause lige efter betalingsanlægget. Der var underligt stille. Der gik lidt tid inden man havde samlet sig og kunne se tilbage, og kommentere "overfarten". Vi var et par stykker, som lovede hinanden, at næste gang ville vi slå teltet op og vente på mindre vind, ihvertfald hvis den var på tværs.

Resten af turen hjem gik begivenhedsløst. Dog nåede jeg at veksle et par ord med en gut på Q8 efter betalingsanlægget, som kørte en HD'er med pladehjul. Det var det mest rædselsfulde han havde oplevet, idet hjulene virkede som sejl, og således gav en ekstra "en på opleveren".

Jeg har flere gange tænkt på hvordan pigerne slap over, Karna mest, for hun har ikke støttehjul på som Dorte. Og Poul Erik tager jeg hatten af for. Når man kører bag dem, ser man kun hjelmen på Helle over oppakningen! Han kørte s'gu fra mig.

Nå, jeg kørte måske bare for langsomt?