||||||||
||||||
                 
               
  BMW’s Atlantis-lædertøj    
  Tekst: Gunni S. Frederiksen, Foto: Jette Thorleifsson    
               
 

Jeg er på opfordring af vore ærværdige redacteurs blevet overtalt til at skrive en artikel om BMW’s lædertøj ”Atlantis”. Jette og jeg har benyttet Atlantis-tøjet siden begyndelsen af 1998, så det gør jeg gerne. Min totale kørselserfaring fra 1.3.1998 til 1.3.2003 er 13.227 km det første år på K1100-LT derefter 67.323 km. på K1200-LT. Først i foråret 2000 supplerede jeg læderdresset med en decideret sommerdragt. Jeg skønner 50% er kørt med Atlantis-lædertøjet.

Jeg købte min første MC (en K1100 LT) i jan. 1998 og Jette og jeg var enige om, at hvis vi havde råd til at køre BMW så havde vi også råd til at køre i ordentligt udstyr dvs. hjelm, tøj osv. Vi opstillede derfor en række overordnede funktionskrav til vort kommende, første motorcykeldress:

  1. Det skulle være et læderdress.
  2. Det skulle være slidstærkt.
  3. Det skulle kunne holde een tør selv ved kørsel en hel dag i regn uden at man blev våd af kondens indvendig.
  4. Det skulle gerne være så pænt i snit og udformning at jakken kunne bruges som erstatning for en fritidsjakke på vore langture uden at den ”skreg langt væk” af MC.

Det blev hurtigt klart, at udvalget der kunne opfylde krav nr. 4 var meget begrænset. Næsten alle fabrikaters læderdress var/er enten helt knaldsorte og med fancy lynlåse, stafferinger og lædersnore på de mærkeligste steder eller også var/er de en kakafoni af skrigende farver sat sammen i et læder-patchwork. Det sidste ville selvfølgelig gøre os mere synlige i trafikken, men det valgte vi at løse på en anden måde.

Krav nr. 3 er svært at opfylde fordi læder vil uvægerligt suge vand efter længere tids regnvejr uanset hvordan eller hvor godt det er imprægneret. De fleste producenter løser det ved at man kan købe et regnvejrsovertræk til læderdresset. Dette medfører, at man må stoppe undervejs når det bliver regnvejr, eller ser ud til at blive regnvejr, for at tage regnvejrsovertrækket på. Hurtigt blev vi klar over, at den bedste løsning for os var et læderdress kombineret med Goretex på en eller anden måde. Derfor fandt vi i februar 1998 hurtigt ud af, at BMW’s Atlantis-lædertøj var eneste mulighed (billede 1).

Angående krav nr. 1
Atlantis-sættet består af jakke og bukser, der kan købes separat, men passer sammen så selv forskellige størrelser jakker og bukser kan lynes sammen inden for visse grænser (BMW-katalogerne angiver eksakt hvilke). Det er farvet mørkegråt (”antrazit”-farve) og syet af såkaldt Nubuk-læder. Det fremtræder og føles blødt og er meget behageligt at have på. Bukserne har en høj linning bagtil og jakken lynes på hele vejen rundt et stykke nede så der ikke dannes kuldebroer henover lænden, en vigtig detalje (billede 2).

Jakken kommer inkl. skulder-, albue- og rygbeskyttere (i 1998 skulle rygbeskytteren mærkeligt nok købes separat) og tilsvarende er bukserne med knæbeskyttere, men nu som dengang skal hoftebeskyttere købes separat. Dette finder jeg underligt, levér det dog med, de koster jo max en tier at producere og så lad kunderne tage dem ud hvis de ønsker det. Beskytterne er alle udtagelige såkaldte CE-beskyttere, dvs. de opfylder de europæiske sikkerhedsnormer på området.

Angående krav nr. 2
Læderet, der anvendes, er såkaldt Nubuklæder, dvs. læder der er meget åndingsaktivt, hvilket gør det nemt at skære og sy og samtidig giver det en fløjlsagtig overflade. Der anvendes en meget kraftig kvalitet dvs. en tykkelse mellem 1,2 til 1,4 mm, som for-trinsvis kommer fra kvæg fra Alperne. Bukserne er ovenover knæet syet med tværriller, der giver elasticitet til at bøje benet uden at bukserne trækkes ned foroven eller kryber op forneden (billede 3). Tilsvarende har jakken i Atlantis version 3 et rillet stykke i skuldrene. At Atlantis-dresset er slidstærkt konstaterede Jette og jeg ved vort uheld i Italien i sept. 1999.

Her blev Jette kastet af og kurrede et stykke på venstre side på knæ, hofte og hjelm. Det eneste der skete var, at dragten fik hvide striber fra vejens hvide midter-streg som blot kunne børstes af. I dag er der intet at se på dragten.

Angående krav nr. 3
Vandtæt, ja, takket være to ting. For det første har selve Nubuklæderet gennemgået en såkaldt Hydrofoberingsbehandling med et kunststof ”Scotchguard” fra 3M, der gør at læderet bliver stærkt vandafvisende uden at miste sin åndingsaktivitet. For det andet er der en aftagelig inderdragt til både jakke og bukser lavet i Goretex. Dette gør, at den kombinerede dragt er komplet vandtæt, hvilket Jette og jeg gentagne gange har konstateret selv ved kørsel en hel dag i silende regn.

En lille detalje: da Goretex-inderdragten ikke har lommer følger der en vandtæt pose med til tegnebogen, som så stadig kan opbevares vandtæt i jakkens inderlomme. Goretex-inderdragten knappes på indvendigt i jakken og i bukserne med kraftige tryklåse, en operation der kan foretages hurtigt (billede 4).

Goretex har den egenskab, at vanddråber ikke kan passere gennem Goretex-membranen. Derimod kan vanddampens enkeltmolekyler passere igennem hvis der forskel i damptrykket, dvs. forskel i temperatur, på hver side af membranen. Derfor ”presses” vanddamp fra høj temperatur tæt ved kroppen ud til lavere temperatur udenfor. Det er derfor Goretex virker til beklædning og til nød i soveposer, men ikke til teltdug.

Man kan kort og godt ånde i Goretex-stoffet hvilket betyder, at det er ikke afgørende for ens velbefindende, at man straks krænger Goretex’en ud af jakke og bukser så snart det er holdt op med at regne. Man kan vente til man alligevel holder pause eller til man kommer frem til bestemmelsesstedet.

Konklusion
Mange synes, at BMW’s tøj er dyrt og ja Atlantis-dresset ER dyrt, men KVALITET KOSTER PENGE. Prisen for version 3 af Atlantis er nu delt således at jakke og bukser er prissat for sig, men ligeså er Goretex-inderdragten til hhv. jakke og bukser. Et komplet sæt i herre-størrelse inkl. Goretex-inderdragt og med hoftebeskyttere ligger på en katalogpris i 2002 på 1.210 Eur. Uden Goretex er katalogprisen 858 Eur.

Ja det er dyrt, men det fås ikke andre steder i den kvalitet. Jette og jeg har nu fire (4) års intensiv erfaring med Atlantis-dresset og selvom jeg altid plejer at kunne finde et eller andet, der kunne forbedres ved det udstyr jeg har anskaffet mig, så er jeg for en gangs skyld kommet til kort, jeg har intet at udsætte, bortset fra at hoftebeskytterne bør være inkluderet i prisen.
Så hvis du har besluttet dig for kun at købe eet læder-dress i dit MC-liv, så er der kun eet valg: BMW’s Atlantis-lædertøj.

 
Klik på billederne for at se dem i stort format