| |
Ja ovenstående lyder uhyggeligt, men det ikke desto mindre
hvad der kan ske, hvis instrumenter eller lignende ikke er beskyttet
af en sikring. Søren Hansens artikel i BMW Klub-Information
nr. 2 2003 satte mig på sporet af årsagen til mine problemer;
men først de hårrejsende oplevelser der skulle gå
forud.
Jeg købte et renoveringsobject, en R 90 S, for 4 år
siden. Den blev total renoveret, minus motor som gik fint, men totalt
adskilt, malet, glasblæst, nye skruer og nyt ledningsnet.
Da denne R 90 S var blevet forsynet med en RS kåbe købte
jeg et net til R 100 RS model 1977. Alt fungerede perfekt, da det
var installeret.
Første sæson kørte den perfekt lige bortset
fra et total strømsvigt under kørsel, som efter megen
undersøgelse og adskillelse af diverse stel ledninger, viste
sig at være en dårlig stel forbindelse mellem motor
og stel, p.g.a nymalet stel. Min „Guru“, Roland fra
Vendsyssel med forstand på strøm, foreslog at vi etablerede
en ny stelledning fra stel til motorblok.
Ved starten af anden sæson og efter ca. 3000 km siden renovering,
på en hurtig tur rundt om Isefjord, blev jeg pludselig indhyllet
i ildelugtende røg fra kåben og under tank. Så
handlede det om ikke at gå i panik da flammerne slikkede op
ad ledningerne, - også under benzintanken. Tændingsnøgle
og dødemandsknap blev slukket og derefter lykkedes det mig
at blæse flammerne ud med mund og lunger. En bilist kom tililende
med en pulverslukker, men da var flammerne væk og stel ledning
fjernet fra batteriet. Puha, adrenalinet akselerer hurtigt i sådan
en sag på kun få minutter. Så står man der,
langt hjemmefra, med alt udstyret på, en varm sommer dag.
Pludselig opdager at man at man ikke er alene. En stor varevogn
kommer imod mig, stopper, vinduet åbnes og en grov mandsstemme
råber: „Har du problemer; Makker ?“ Joh, det havde
jeg og forklarede. „Jeg vender lige røven til!“
blev der råbt. Se det var en Harley-motorcyklist på
vej hjem fra en byggeplads, der lige kunne lave plads i vognen (oven
i købet med hydraulisk løftelad på bagsmækken).
Han kørte selv en ældre Harley og var ikke ukendt med
ufrivillige stop.
Jeg blev kørt til Hundested-Rørvig færgen, hvorfra
jeg selv kunne finde hjem.
Nå; nyt net blev bestilt hjem og det forkullede net afmonteret.
Det var ikke let at finde fejlen, men vi formodede, at en ledning
ikke havde været snøret godt nok og blevet gennemslidt
mod stel. Sådan måtte det være også efter
jeg havde talt med eksperter. Det mærkelige var dog bare at
ingen sikring var brændt af. Nettet blev monteret og alt fungerede
bare. Glad var jeg og kørte resten af sæsonen uden
problemer.
Men man skal ikke glæde sig for tidligt har livet jo lært
én. Ved første tur i år, 2003 rundt på
Vest Sjælland gik „lortet“ op i røg og
den samme infame stank. Jeg var hurtigere til at få slukket
(rutine), undgik flammer, men hele nettet under og i kåben
så ikke godt ud med smeltet isolering.
Heldigvis havde jeg min fætter Christian med på sin
R 650 RS så hjem transporten var sikret for min part. „Dyret“
(nu var jeg sur) blev parkeret hos en venlig bondemand, indtil jeg
fik den hentet næste dag i en lånt hestetrailer.
Ledningsnet fra BMW er dyre, så et tredje havde jeg ikke
lyst til at købe før jeg kendte omfanget af skaden.
Jeg har haft min gamle skolekammerat, der er elektriker og også
en årgang 1940, til af hjælpe med de tidligere net.
Han bor i Vendsyssel, og var stærkt optaget med andre opgaver
i foråret, så det blev 1. juli inden vi pillede den
fra hinanden. Se det var jo smadder heldigt for så fik jeg
læst Sørens artikel og kunne spørge Søren
om han havde et bud på årsagen. Vi troede ikke længere
på gennemslidte ledninger, der måtte vare en anden årsag.
Søren ved noget om strøm og opbygning af specielt
disse ældre modeller, og vidste at voltmeter og ur ikke var
dækket af sikring. Og da RS kåben var monteret efter
maskinen blev født og døbt, foreslog Søren,
at vi koncentrerede os om den forreste den af ledningsnettet. Jeg
kunne inden demontering se, at især en rød 2 1/2 kvadrat
og en brun stel havde været mere varme end andre og de gik
rent faktisk op til uret, så der var nok noget om Sørens
snak. Uret blev pillet ud. Det havde aldrig virket i min tid, men
det var ikke væsentligt for mig da jeg renoverede, det koster
alt sammen. Det var tydeligt at plus terminalen havde været
meget varm, men der måtte være mere end det til at brænde
to net. Vi adskilte uret og der lå kaninen begravet. Rotoren
som er stel og trækker uret var faldet ud af sine nålelejer
og kunne under særlige omstændigheder berører
plus terminalen og der var tydelige brændemærker på
rotorskiven.
Det var nødvending at konstruerer et nyt ledningsnet til
den del der sidder i kåben; det forbindes med et 6 benet multistik
til hovednettet. Det blev snøret op på en krydsfiner
plade så alle stikender passede til de forskellige dele, blinklys,
ur, voltmeter m.m. Nye kabelsko påsat. Heldigvis havde jeg
gemt det første brændte net så jeg kunne finde
ledninger med de rigtige farvemærkninger og resten skaffede
jeg hjem. Så kom turen til hovednettet. Det er en ordentlig
pølse, men vi var heldige, kun den røde og brune var
smeltet og skulle udskiftes, resten kunne med forsigtighed pilles
fra hinanden.
Nu er nettet monteret, en sikring er nu sat på bemeldte
ledninger og alt lyser og blinker som det skal. Endog et nyt ur
er nu monteret.
Den første tur rundt om Roskilde Fjord forløb perfekt,
dog må jeg indrømme at jeg havde anmodet om eskorte
fra 2 andre BMW kører til lejligheden, -jeg har lært
at man ikke skal glæde sig for tidligt. En Tak til Søren
Hansen for hans gode råd. |
|
Der er ingen billeder til denne artikel!
|