Undertegnede Birger og kone Birte havde i efteråret aftalt med Peter og Janne, at vi skulle sydpå i sommerferien. Vi har tidligere været i Nice sammen med turen igennem de schweiziske og franske alper og ville denne gang tage i den anden retning med bestemmelsesstedet Zadar i Kroatien. Zadar ligger godt og vel 1550 km. fra Hamburg.

I januar blev vi kontaktet af Jan og Kirsten, om vi kunne tænke os at tage sammen med dem og John og Krista til BMW´s jubilæumstræf i Garmish Partenkirchen. Længe varede ikke overvejelserne før vi blev enige om at følges ned igennem Tyskland til træffet i Partenkirchen. Da Jan er en ”turplanlæggernørd” blev turen ned igennem Tyskland uden motorvejskørsel lagt i hans hænder. Efter træffet skulle vi så følges igennem Østrigs Alper til Dolomitterne, hvorfra Jan, Kirsten, John og Krista ville tage hjemad, og vi andre ville fortsætte i bjergene til Slovenien, hvorfra vi så skulle køre til Kroatien.

Efter en del planlægning med hyggelige møder til følge kunne vi drage af sted i slutningen af juni. Jan havde i forvejen sendt os kort over kørevejen, så vi var alle godt forberedte på, hvad der ventede os. To overnatninger i Tyskland inden vi ville være dernede, så det var meget rimelige stræk vi skulle køre og som sagt væk fra motorvejen og ned igennem det gamle Østtykland.
Vi mødtes på Shell tanken i Karlslunde – to K1200 LT og to R1150 RT, da vi ville køre sammen ned til Gedser for at tage færgen til Rostock. Første dagen gik helt som det skulle – næsten. Krista opdagede olie på sine støvler, og da næsen gik på jagt efter årsagen viste det sig, at motorcyklen var godt indsvøbt i sort olie. Det viste sig, at John inden ferien havde fået en ny smart og tyverisikret olieprop på – desværre var den ikke også oliesikret, så John måtte i gang med pudsekluden ved hvert stop. Han var god til at finde olie!

Turen igennem Østtyskland er spændende og meget anderledes. Man kører i områder, hvor man føler sig hensat til forrige århundrede. Vi kom til Tangermünde, som var første overnatning. En pragtfuld by – en slags oase med storkepar på tårnet og med Elben løbende igennem sig. Dagen efter var målet Bamberg, hvor vi skulle overnatte på et Bryggerihotel. Mange var forestillingerne om de tyske øl, der skulle svælges i. Men først skulle vi derned. Igennem Hartzen i regnvejr og en kæmpetrafik derefter. Vi var ved at blive lidt trætte, da der kom det flotteste stykke motorvej. Helt uberørt virkede den, og det føltes som at køre i et vakuum. Der var helt vindstille, så det var bare om at suse derudad, hvilket vi også gjorde. Hertil skal siges, at vi normalt ikke er nogen fartbøller, så de 160 km. var meget for os. Pludselig skete der noget. Noget fløj pludselig igennem luften uden jeg nåede at registrere, hvad det var. Jeg opdagede dog hurtigt, at det var mit sidespejl, som var røget af og fløjet lige forbi John og Krista, som kørte lige bagefter. Det var vist ikke nødvendigt at vende om og lede efter det. Puh-ha hvis det havde ramt! Hvordan kan det gå til på en helt ny maskine? Jeg har senere erfaret at en del binder det fast indvendig med ståltråd – det kan jeg godt forstå.

Nå – vi kom til Bamberg efter yderlige små 100 km uden spejl og mindre olie på Johns maskine. Hånen stod ikke stille fra LT´erne. Vi fandt bryggeriet og fik den skønneste øl. Det skal hertil siges, at der findes 9 andre bryggerier i denne by. Vi prøvede dog kun de to af dem. Næste formiddag tog John og jeg ud til en BMW forhandler, vi vidste fandtes i Bamberg. Europa garantien længe leve. Ingen problemer med at få et spejl (dog ufarvet) på garantien, og John fik løst sit problem med den utætte prop, så nu var vi kørende igen. De andre var i mellemtiden gået en tur i den gamle bydel, og da de kom tilbage var vi klar til at køre sidste stræk – og dette helt uden uheld – kun en masse trafik igennem München.

Vi ankom til Garmish Partenkirchen sent på eftermiddagen om fredagen og fandt vores hotel. Ikke noget med discount her – næh 4-stjernet med alt hvad hjertet begærer. Prisen for de tre dage var lige så høje som for en hel uge i Kroatien for 4 personer, men da alt var udsolgt af de billigere hoteller allerede i slutningen af januar, måtte vi bide til stålet.

Selve træffet vil jeg ikke fortælle så om, men spændende var det med alle de Bimmere overalt øjet rakte. Jeg var på dette tidspunkt ”gal” efter en 1200 GS, og jeg fik så rigeligt min lyst styret. Det er bare mærket længere sydpå!

Efter de tre dag på træffet glædede vi os til at komme lidt op i bjergene, så om mandagen kørte vi fra Garmish Partenkirchen og igennem i østrigske alper. Vi kørte Forbi Zugspitze, som vi dagen før havde været oppe i, og kørte derefter mod Sølden for at komme ind igennem nogle gode pas-passager, heriblandt et kendt MC-pas Timmelsjoch Paso de Rombo.

Tidligere på turen var vores 1150 uheld blevet mødt med overbærende skuldertræk (altså de Boksere) - Nu var det 1150´ernes tur til at give igen. På vejen inden det store pas lagde Jans LT´er sig stille og roligt ned i et 90 graders sving. Den skred bare, og så holder man ikke så stor en maskine. Heldigvis lægger den sig bare ned på gummifenderen, så der skete ikke noget med hverken Jan, Kirsten eller MC´en. På vej op ad Timmelsjoch var det så Peters 1200 LT´ers tur til at være underlig. Den havde svært ved at klare stigningen. Selvfølgelig var det med hånlige kommentarer og bemærkninger om K1200 i tynd luft etc. – heldigvis gik det pludselig over igen. Det kan være det var Janne, som holdt igen med farten?

Desværre var Kirstens ryg begyndt at gøre knuder imens vi i Garmish Partenkirchen, og dette forværredes, så vi blev enige om, at Jan/Kirsten og John/Krista kørte en mere lige vej til vores aftalte endested. Birger/Birte og Peter/Janne havde ikke fået nok og ville tage et par pas til, så efter en kort pause med diverse aftaler, kørte vi så hver vores vej. Den der kom først skulle finde et hotel og derefter ville vi ringes ved om det. Vi tog som sagt et par pas til og især Jaufenpass ved St. Johan var et super skønt mc-pas. Sent på eftermiddagen ringede vi til Krista, som fortalte, at de havde fundet et hotel i St. Christina ved Cella Ronda området i Dolomitterne. Hvis hotellet i Garmish Partenkirchen var luksus, så var dette måske endnu bedre med den lækreste pool til. Dette havde vi stor glæde af efter en hård køredag. Det var meningen, at vi dagen efter skulle køre igennem Cortina området til Lienz for dagen efter at køre over Grossglockner for at sige farvel uden for Salzburg, hvor Jan/Kirsten og John/Krista havde bestilt biltoget hjem. Vi andre fire skulle jo videre igennem Sloveniens Alper til Kroatien. Desværre var Kirstens ryg ikke blevet bedre, så vi blev enige om at skilles den næste dag, da de så ville køre den letteste vej til Salzburg, og vi andre som planlagt tog over Cortina området.

Vi havde en dejlig sidste aften ude i byen, men var godt trætte efter en hård køredag, så det blev ikke sen sengetid denne aften. Vi gik i seng med en vejrmelding, som lovede regnvejr hele næste dag. Vi vågnede om morgenen til øsende regnvejr – ventede den obligatoriske time på opklaring, men vandet væltede trøstesløst ned, så der var ingen nåde. Bare på med tøjet og af sted.
Vi skulle jo igennem Cortina området, så der var flere pas, som skulle forceres. Vi kom over de to pas, som vi havde set på kortet, uden nogen problemer andre end at vi var drivvåde. Halvvejs nede ad andet pas opdagede vi et skilt, som pegede opad mod p.so Pordoi. Det pas havde vi ikke observeret på kortet, så overraskelsen var stor. Men ingen kære mor - op for tredje gang – og stadig i øsende regnvejr. Endelig godt nede igen i Arabba, og hvad ser vi! En Café – så ind til en varm kop chokolade og lidt tørt tøj. Vi frøs bare!! Der ventede os derefter kun et pas til, men det var til gengæld også det værste (i solskin det smukkeste) skulle det vise sig. Passet hedder P.so di Falzarego. Efter et par kopper kakao og lidt spiseligt samt lidt ekstra tøj på, var vi så klar til sidste step før Cortina D Amprezzo, hvor vi ville overnatte. Regnen silede stadig ubarmhjertigt ned, men vi var efterhånden vant til det, så med lidt ekstra tøj på og varme i kroppen skulle det ikke være noget problem – det viste sig desværre ikke helt at blive tilfældet!

Vi kørte stille og roligt op ad – i Dolomitterne skiltes med hårnålesvingenes antal og godt oppe var vi oppe på nr. 80 hårnålesving. Man kan godt sige, at vi fik øvelse i svingteknik i regnvejr, men næsten oppe ændrer regnen pludselig udseende. Jeg stopper i en lille viadukt og kunne næsten ikke tro det sandt. Regnen var blevet til sne. Heldigvis lagde den sig ikke på vejen endnu, men det var vel bare et spørgsmål om tid, så vi blev enige om, at køre videre til toppen for at komme hurtigt ned i regnen igen. Nu var regnen pludseligt det foretrukne vejrlig. Vi var på toppen kort efter og fortsatte nedad med os forrest – langsomt og forsigtigt. Allerede i andet sving nedad gik det dog galt alligevel. Vi hørte en grim lyd bag os og så i spejlene til vores skræk, at Peter og Janne kurede på tværs af vejen. Vi skyndte os at stille cyklen og løb tilbage opad for at komme dem til hjælp. Janne lå livløs på vejen og havde slået sig, og Peter var ”bare” chokeret. Heldigvis kom der hjælp til, og nogle militærfolk fik hjulpet Janne og Birte ind i en bil og kørte dem op til de af caféerne, som lå nærmest. Vi andre fik stillet Peters K 1200 ind til siden på støtteben – der var heldigvis ikke nogen større synlige skrammer (igen var det gummifenderen som havde taget af). I mellemtiden var Peter løbet op til caféen, og jeg gik ned og hentede min Bimmer for at køre op til de andre. Da jeg kommer op, ser jeg Peter udenfor helt askegrå i hovedet, godt forvirret og stammende efter vejret. Hun var der ikke, fik han fremstammet. Jeg blev egentlig mere nervøs for Peter end for Janne, for med hans alder (60 år), mange cigaretter, pænt korpus, rimeligt chokeret og så løbende op i den tynde luft. Jeg var bare bange for, at han skulle dratte om, men heldigvis skete det ikke.
Jeg var parat til at køre rundt for at lede efter de andre, da et schweizisk par kom kørende ned, og fortalte, at de havde bragt Janne helt op på toppen. Vi kørte så op med Peter bag på mig (han fylder noget mere end Birte på bagsædet). Vi kom godt op selvom det nu sneede endnu mere. Det sneede så meget, at sneen lagde sig med omkring 10 cm. på Bimmeren, der stod udenfor caféen – så nu har jeg også prøvet at børste sne af, inden jeg skulle ud at køre MC. Desværre var det meget tydeligt, at Janne havde brækket kravebenet, hvilket blev verificeret, da ambulancefolkene kom. Ligeledes havde hun slået hovedet i asfalten, så de ville køre hende til observation på et hospital længere væk end Cortina, da dette var specialister i hoveder!

Alle var bare så flinke og hjælpsomme – især det schweiziske par var alle tiders, hvilket var en stor hjælp, da det viste sig, at ingen overhovedet talte engelsk eller tysk. Det var kun italiensk!

Janne og Birte tog nu med ambulancen (det hele blev lidt bedre, da de så den ene ambulancechauffør – han var vist nok meget lækker og så hed han Roberto). Nu var der bare lige et problem – der blev kun snakket italiensk, og da vi alle er absolut non-italiensk talende, var det lidt svært at forstå, hvor de ville køre dem hen. Vi fik et navn – Pieve Di Cardora. Vi fik dog at vide, at vi skulle igennem Cortina, hvilket vi var svært glade for, da vi ikke havde den store lyst til at køre den modsatte vej igen. Birte ville så undervejs briefe os om vejen til Pieve Da Cardora.

Nu var der også lige et men – kunne Peter samle sig til at køre igen? Vi skulle jo hele vejen ned. Kunne LT´eren køre videre? Efter at have siddet og sundet os med varm kakao og fået lidt varme (temperaturen var lige omkring frysepunktet) i kroppen var Peters puls efterhånden nede under de 200, så efter lidt konference med Birte om kørevejen, ville vi køre nedad også. Det var ca. 2 timer efter ambulancen var kørt. Sneen børstet af min R1150 – Peter bag på og ned til hans Bimmer, som stod stateligt i vejkanten. Det var et spændende øjeblik, om den var i stand til at køre videre. Eneste synlige var nogle skrammer og en bøjet geararm. Heldigvis kunne han køre videre.
I snegletempo gik det så nedad. Vi kom til Cortina en meget trafikeret by, som også havde forskellige vejforgreninger, og selvfølgelig skete der det, at Peter pludselig var væk. Nu var gode råd dyre! Skulle jeg lede efter ham, eller skulle jeg blive ventende. Jeg valgte det sidste, og efter et kvarters tid dukkede han heldigvis op. Det viste sig, at han var kommet i en forkert vejbane og ikke kunne følge mig.

Nu var regnen heldigvis holdt op, og solen begyndte at skinne. Vi kørte yderligere en times tid før vi kom til Pieve Da Cardone og fandt hospitalet uden problemer.

Hvis vi hjemme klager over hospitalernes effektivitet skulle man have oplevet det italienske hospitalsvæsen. For det første var der overhovedet ingen, som kunne den mindste smule engelsk, og at ligge tilskadekommen et sted, hvor alt virker kaos er ikke det sjoveste. Efter en rum tid fandt man ud af, at Janne ikke havde slået hovedet (måske var der bare rystet noget på plads), så derfor ville man i stedet næste morgen køre hende tilbage til hospitalet i Cortina (der var man bedre til sådanne skader). Så summa summarum – vi kørte til byen Pieve Da Cardone for at finde et hotel for natten. Birte, Peter og jeg gik så ud for at finde et spisested. Der var bare intet af sådan noget i den by, som ikke kun var en lille flække! Og stadig ingen engelsktalende! Vi mødte så et ungt par, som kunne et par brokker på engelsk, og de fulgte os på en 10 min. vej hen til et spisested.
Et par store fadøl og lidt mad senere kunne vi begynde at grine af det hele (bare ikke Jannes brækkede kraveben). Peter begyndte at snakke om en dårlig ankel, men ville alligevel besøge Janne på hospitalet. Birte og jeg tog på værtshus. Det var en god ide, for vi fik en rigtig sjov oplevelse med en bartender, som var utroligt hyggelig. Efterhånden var det som om man kunne sproget – det virkede lettere at kommunikere. Det var måske indtagelsen af lidt våde varer som gjorde det?

Godt henne i drømmene i sengen ringede mobilen. Det var Janne, som ringede for at fortælle, at Peter var kommet nærmest kravlende hen med en ankel så tyk. Han var blevet undersøgt og havde fået en ordentlig bandage på og ville senere blive sendt i en bil til hospitalet. Hun bad os om lige at checke, når han kom. Godt sovende igen hører jeg råbet ”Birger”. Jeg famler nogle klude på og går ud i vestibulen (det er måske et lidt overdrevent udtryk) for stedet, men her finder jeg Peter med krykker og på et ben samt en kæmpe bandage om foden. Det viste sig, at i hele hurlumhejen opdagede han ikke selv, at han havde slået foden, men det blev han så mindet om senere. Vi slog os ned med tre italienere samt de skønneste drinks, vi nogensinde havde fået og gik så i gang med en lang passiar med italienerne. Det varede et par timer og et par drinks yderligere. Vi aftalte afslutningsvis, at den ene fyr skulle komme kl. 8 næste morgen for at køre Peter til hospitalet. Der kom bare ingen! Gad vide hvad vi egentlig havde aftalt! Jeg kørte i stedet Peter derop og hentede så Birte.

Janne skulle køres til Cortina og Peter ville køre efter for så at få lavet en aftale med SOS.
Det endte med at Peters fod blev bedre, og da SOS som sædvanlig var langsommelige valgte han, som den seje fyr han er at køre hjem på LT´en. Han ventede lige til alt var på plads med Jannes hjemtransport og kørte så med kun en overnatning hjemad. Ps. Han havde fået rettet gearfoden op hos en lille mekaniker i Pieve. Janne tog imod ham oppe i Nordsjælland – hun var blevet kørt til Venedig og fik et fly derfra.

Da alt var kommet på plads med deres hjemtransport, kørte Birte og jeg stik sydpå. Ikke noget med flere bjerge her. Vi kom til Slovenien sidst på eftermiddagen (de har 46 km. kyst i toppen af Istrien) efterhånden godt kogte og kørte ind til et sted, vi havde hørt om i forvejen Portorez lige udenfor Piran. Vi havde lige gjort holdt nede ved strandpromenaden for at orientere os efter et hotel. Det ene efter det andet store hotel lå på vejen og så alle meget dyre ud. Pludselig kørte en bil op på siden af os, og en ældre mand sagde zimmer frei. Vi skulle bare følge ham. Det kunne jo ikke skade noget at følge opfordringen, så det gjorde vi. Vi drejede opad og var meget spændte på, hvor vi landede. Der var en utrolig smuk udsigt oppefra ned over vandet, og pludselig kørte han ind til siden. Et pragtfuldt hus og en pragtfuld udsigt ned over vandet. Men hvad med prisen?

Konen kom ud og vi fik en snak på blandet engelsk og tysk – det gik fint. Det viste sig at være et lille pensionat med i alt 5 små lejligheder/værelser i. Prisen ville for 3 dage være 1000 kr. Vi slog til med det samme, hvilket vi absolut ikke fortrød. Der var bare dejligt og kun omkring 5 minutter ned for at komme til vandet og forretningerne. Morgenmaden blev serveret på første sal på verandaen med udsigt over vandet – hjemmelavet morgenmad! Dagen efter kom der en anden dansk familie, som havde været ude for det samme nede på promenaden. De fortalte, at der simpelt hen havde været et voldsomt uvejr i de slovenske bjerge, så vi var heldige med at have taget direkte sydpå.
Der er kun et par kilometer til Piran, som bare er en af de smukkeste og hyggeligste steder, jeg har været. Den ene dag gik vi dertil langs vandet og vandrede igennem de bitte små gyder, som hele byen består af. Den kulinariske del klarede vi i en af de talrige fiskerestauranter, som ligger ude nærmest ude på molen. Træt af dagens mange oplevelser og med begyndende regnvejr tog vi en taxa tilbage. Det kostede nærmest et symbolsk beløb. Det er et sted som bare skal opleves!

Lørdag morgen kørte vi så mod bestemmelsesstedet Zadar. Vi kørte tværs over Istrien ind i Kroatien og til Rijeka, hvorfra vi fulgte kystvejen sydpå. Vi havde læst om, at det var en drøj omgang med utallige sving. Det var ca. 5 timer langs kysten og uendelige sving med kysten på højre side og bjergene på venstre side. Godt gennemkogte ville vi i vandet. Vi holdt ved en lille rast, hvor man kunne gå ud at bade. Det vil sige, hvis man var en blanding af isbjørn og eskimo. Det var bare helt vildt koldt. Birte nøjedes med at soppe, men jeg skulle jo vise min mandighed, så jeg kom i, men lige så hurtigt op igen. Der må være en kold kilde med smeltevand i, som løber ud lige deromkring! Vi spiste på stedet – grillet svin er nationalretten. Efter yderligere et par timer kom vi til Zadar sent på eftermiddagen. Det så godt nok kedeligt ud, og mit bagsæde blev underligt stille. Meget stille. Igennem Zadar og yderligere et par kilometer til Bibinje og nu begyndte det at tø op bagpå. Endelig var vi ved huset – det pragtfuldeste sted helt ned til vandet. Man sad næsten på verandaen med fødderne i vand. Jeg vil ikke fortælle om den uge vi tilbragte der, andet end prisen for 4 personer var for en uge i højsæsonen kr. 3500. Det flinkeste værtspar og det allerbedste beliggenhed. Et dejligt hus, vandet (pragtfuldt klart og rent ca. 23 graders varmt), beliggenheden og så vejret. Varmt men altid med en lille forfriskende brise fra midt på dagen). Huset kan findes hos ”Dansk bilferie” (jeg er ikke ansat der) og hedder House Bramasole. Vi tager derned til sommer igen sammen med vores datter og svigersøn – dog i bil denne gang. Vi havde en pragtfuld uge – snakkede en del med Janne og Peter i telefonen – og syntes bare det var synd for dem ikke at være med dernede.

Hjemturen gik ad den helt nye motorvej som går direkte ned igennem Kroatien op i Slovenien med overnatning i Bled ikke langt fra grænsen til Østrig. Bled er næste ubeskrivelige sted. Et lille eventyrsted med sø og bjerge omkring byen. Det vrimlede med Mc-ister, så det er åbenbart et kendt område for den slags. Vi skulle kun overnatte en gang og så gik det ellers ad motorvej til München, hvorfra vi skulle med toget til Berlin. Alt gik strygende hjemad – på vej mod Rostock kunne vi pludselig se, at vi med lidt fart på kunne nå en færge før. Da Birte efter uheldet havde været lidt fartnedsættende måtte jeg lige konferere om vi skulle sætte fart på. Da hun savnede kattene derhjemme indvilligede hun, og jeg fik min lyst styret. Vi nåede det!

I alt var vi væk 19 dage. Jeg kan kun anbefale Slovenien og Kroatien som rejsemål ikke kun for naturen, varmen og vandet, men også på grund af det flinke folkefærd og ikke mindst de fornuftige priser. En god middag kunne vi få for 100 kr. nede i Bibinje, men så var der også includeret vin.
Man skal nok skynde sig at tage derned for ingen tvivl om, at det er på vej til at blive et nyt turistmekka, og så stiger priserne jo. Jeg vil anbefale at højst tage kystvejen den ene vej og måske endda tage motorvejen både frem og tilbage. Turen igennem alperne var også pragtfuld på MC. Dette selvom uheldet var ude, men det er vel ikke hver gang, man kommer ind i så forfærdeligt vejr. Turen igennem Dolomitterne skal bare prøves engang til, men så skal det også være godt vejr.