Jeg er opflasket i et motorcykelhjem. Min mor har haft omkring 8 motorcykler som hun brugte meget tid på at skrue på og stoppe den vedvarende oliepøl, der altid lækkede fra de gamle cykler.
Somrene gik med ture sydpå med hendes plejebror på bagsædet og min mormor og boxerhunden (der var noget der smagte af BMW) Strit i sidevognen. Min mor har sågar fået velsignet sin Nimbus ’38, mrk. Lurifax, af en katolsk pater under messen ved det hedengangne FIM-rally ”Madonna-træf” i Genova i 1951. En fødsel og efterfølgende øjensygdom gjorde min mor ude af stand til at orientere sig og i en alder af 36 år måtte hun aflevere sit kørekort til etaten. Det var en svær periode, især da hun på det tidspunkt levede af at køre taxa, men det positive sind har altid ligget til vores gener, så med tiden blev livet værd at leve igen, om end på nye og forandrede vilkår.

Under min opvækst blev jeg med årene noget træt af at høre på alle mc-historierne fra min mors ungdom, og jeg besluttede mig for, at jeg i hvert fald ikke skulle have mc-kort, da jeg tog kørekort.
Da jeg så fik kortet, blev min børneopsparing realiseret og jeg købte min første bil, et lille lækkert hundehus med tilnavnet Morris Mascot. Mange oplevelser blev det til, hvor jeg lærte om bilkørslens glæder og det var fint. Jeg havde dog tegnet alle former for serviceabonnement, for jeg havde intet begreb om at skrue på den, og ønskede det heller ikke. En gang havde jeg glemt at slukke for lyset og da jeg skulle hjem fra skole, var batteriet fladt. Nu kunne jeg ringe til Falck og straks kom en flot ung fyr mig til undsætning. Jeg åbnede kølerhjelmen på sikker vis, for ligesom at bane vejen for min redningsmand, men ak! ”Batteriet sidder under bagsædet, frøken!” sagde Falck-manden mens min ansigtsfarve ændrede sig til noget nær det krebsefarvede. Nemt var det ikke…

Da jeg mødte min senere tilkomne mand, Steffen, var det mørk, mørk vinter. Ved vores andet møde, hvor interessen var stærk, fik han fremstammet, at han havde kørt motorcykel ALTID, og for tiden havde en ældre Yamaha 650, som dog var i vinterhi… Skæbnen havde talt, jeg måtte affinde mig med, at jeg var henkastet til et liv med motorcykler. Min mor jublede ved nyheden om en mc-svigersøn, og efter noget tid tog jeg mig sammen til at få mc-kortet. Jeg kunne ligeså godt gøre det først som sidst, for min opvækst har også lært mig, at kvinder kan – stort set – det samme som mænd. Og jeg gad ikke høre på folks kommentarer, om jeg nu også havde kørekort eller bare sad bagpå! 12 timer, så var det i hus.

De følgende år gik vores sparsomme midler til studiegæld, hus, bil OG mc. Vi var meget afklarede med, at det var nødvendigt med en motorcykel og tilmed en større én af slagsen, da den skulle kunne fragte 2 mennesker med bagage rundt på ferier, og det blev til flere forskellige Honda modeller. En enkelt gang prøvede jeg vores nyindkøbte Honda VFR 750, men da vejen drejede, kørte jeg ligeud, og jeg måtte sande, at vores motorcykel ikke var til ”små piger”. Herpå gik en årrække hvor jeg var fuldt tilfreds med at finde vej, mens Steffen tog sig af at holde hastigheden, sådan da.

I 1995 havde vi lyst til at prøve noget nyt og en BMW R1100 RS blev indkøbt, samtidig med et klubmedlemskab af BMW MC Klubben blev indløst. I klubben var der en øget skare af kvinder, som på dette tidspunkt erhvervede sig mc-kørekort og senere forskellige BMW’er. Jeg tænkte meget over det, og en dag måtte jeg indvie Steffen i mine planer om, at nu måtte det gamle mc-kørekort vist frem i dagens lys, før det blev rustent. Da jeg ikke er så stor, var mine muligheder for at nå ned fra en motorcykel begrænset. En R45/65 kunne være en mulighed, men jeg syntes, at de var MEGET store og klodsede, og alt for dyre i forhold til standen, så det skulle det ikke være. En af vores mc-venner er Hondaforhandler, og ved hjælp af ham fik vi samlet en ældre Honda CB 250 hjemme på stuegulvet gennem en vinter. Den blev malet rød og var bare så smuk. Desværre havde den kickstart og det var ikke lige min kop te, men det blev alligevel til 6000 km den første sommer og tilmed var det en god indgang til igen at køre mc. Jeg tænker ofte på, at nogle (mænd) genoptager motorcykelkørslen efter mange års pause, og så kan de ikke få en stor nok motorcykel. Ofte viser det sig, at mundfulden var for stor, og de havde måske kunne få mere køreglæde ud af en mindre cykel som overgang. Da jeg startede sæsonen på min røde Honda tog jeg med en køreskole på øvelsesbane en formiddag og det var godt og udviklende for mig. Efterfølgende har jeg ofte taget kørekurser ved forårets komme, for det giver en dejlig fornemmelse i kroppen, at få startet under trygge rammer og prøve mc’en af i nogle ”spændende” situationer, som kan være faretruende i den virkelige verden, hvis man ikke har prøvet det før under mere sikre forhold på øvelsesbane.

Da modvinden ofte gav mig en topfart på 100km og Steffen var over alle bjerge på sin BMW, var det på tide at se sig om efter en lidt større mc. Steffen var efterhånden også blevet glad over, at jeg ikke sad på bagsædet og ”fyldte”, hans køreoplevelser blev bedre og sjovere, når han sad alene på sin BMW. Jeg kunne godt have tænkt mig en BMW F650 Funduro, men der var ikke mange i DK, den var dyr og ærlig talt, hvor meget rigtig BMW var der egentlig over den? I stedet gik vi videre i Honda-gaden og fik fat i en nyere sort CB 500. Da vi købte den, syntes jeg, at den var vældig stor, men alligevel var jeg ”solgt” da vi trillede den hjem. Da jeg første gang skulle køre på den, syntes jeg at den var svær at holde. ”Pjat”, sagde Steffen, ”du skal bare i gang”. Efter ca. 10 km. kørsel opdagede han imidlertid, at den var punkteret på forhjulet. Så var der en forklaring.

Motorcyklen var lidt for høj for mig, men vi fik købt nogle nye støddæmpere, taget noget af støttebenet og skubbet forgaffelbenene lidt op i broen, så var den sænket med 5 cm og helt fin til mine 163 cm. De 170 kg var også overkommelige, når jeg skulle trække motorcyklen ud af carporten.Jeg fik kørt 70.000 km på min fine Honda, men efter nogle år blev den lave frigang for lille. Når jeg svingede i alperne gik jeg på og det var ubehageligt. I stedet satte vi den tilbage til normal størrelse men ved at tage ud i sædet og indkøbe forhøjede støvler fra Daytona (Lady-star, 2,5 cm. højere indersål), var der ikke meget forskel fra før. Nu var det pludseligt sjovt, når vi ræsede op og ned på bjergvejene. Et par lavprofildæk gjorde nu også deres til at sænke cyklen.

Hvad kan 2 cylinder på 500 cm og 58 heste præstere? Ja, da jeg kørte fra Steen på han gamle GS ved et lyskryds, blev han noget langnæbbet. Men han indhentede mig, og på toppen kunne jeg selvfølgelig ikke hænge på. Men alt i alt, så er hestene, og den kraft de bliver tæmmet med,meget passende for det jeg har brug for.

Jeg har altid haft den holdning, at motorcyklen SKAL starte, når jeg vil. Det gjorde Honda’en også, men af skræk for at den ikke gjorde, og for at den begyndte at blive lidt slidt, besluttede vi, at jeg skulle have en ny motorcykel. Steffen havde i mellemtiden fået ”gul feber”, idet han havde købt en R1100 S. BMW var kommet med flere nye smarte 650’er og jeg kastede min kærlighed på Scarveren. Den har bare alt: flot design, gennemtænkt taskesystem og førerudrustning, lige noget for en tøj-freak som mig. Prisen var godt nok også flot (kr. 138.000,- i år 2003) men måske jeg kunne tage nogle ekstra aftenvagter? Bæltedrevet var selvfølgelig ikke kardantræk, men en forbedring i forhold til kæde. (Jeg passer ikke dette selv, må jeg indrømme!).
Det blev muligt at prøvekøre en model, men jeg blev faktisk noget skuffet ved prøveturen. Den var høj, men det kunne ændres. Den var smart, men alt er ikke udseendet. Men den var meget hård at køre i forhold til den smidige motorgang jeg var vant til fra Honda. Skulle jeg virkelig købe en BMW 1-cylinder med hård kørsel til følge frem for en blød 2-cylinder Honda der spandt som en mis? I forvejen har klubben jo vænnet sig til, at vi er nogle riskogere og skulle jeg nu lade denne glæde forlade de gæve kammerater? Samtidig sad jeg meget oprejst, og da jeg bedst kan lide at hvile på armene under kørslen, føltes det som en forkert kørestilling.

Jeg fik også lejlighed til at prøve en R 850 R, som Karna havde fået lidt tidligere, men den var bare for stor for lille mig, og så sad jeg også meget oprejst på denne model.
BMW eller ej? Tænke – tænke – tænke.

Beslutningen blev taget. Jeg solgte min Honda og købte en magen til! Dog i blå. Nu ved jeg, at BMW ikke kan give mig den køreglæde, som jeg har brug for. Jeg synes, at deres modeller ikke passer mig og mit behov, men jeg ville ikke undvære den glæde det er, at køre med alle jer med de blå/hvide mærker på tanken.

Min næste mc? Jeg tror, at det bliver den nye fra Kawasaki (ER 650) den er bare fræk!

Sayo-nara.