Jeg er gammel spejder og har brugt mange stunder på at indtegne kompaskurser på diverse kort, med efterfølgende ture ud i det, i forhåbning om, at jeg havde tegnet rigtigt. Kun en gang vendte jeg kortet forkert, da jeg havde glemt ”barnelærdommen” om, at nord altid er opad på et kort. Min post skulle ligge midt i Løjt sø i Rude skov, men inden jeg begav mig ud i vandet, fik en spejderkammerat mig på ret kurs, og vendte mit kort om!

På mine første mc-ferier sad jeg bagpå, og kunne nemt overskue vejtavler, sideveje m.m. og hver gang vi skulle ændre retning, fik min kære Steffen et dunk i ryggen, som tegn på om vi skulle dreje til højre eller venstre. Hvorvidt denne nærkontakt var behagelig, må I spørge ham om, men blå mærker på forskellige sider af ryggen fortalte deres! Forarbejdet gjorde vi hjemmefra, og ud fra et Europakort i str. 1:800.000. Vi kunne på denne måde overskue vejnettet på hele turen, men når vi nåede ind til byerne eller ud på landet, var det selvsagt ikke så nemt. Jeg vil lige minde om, at størrelsesforholdet på et kort, kan omregnes ved at fjerne de 2 sidste 0’er, forstået som 1 cm på kortet = 8000 m i virkeligheden for et 1:800.000 kort. Fordelen var, at vi altid kunne udstikke en dagskørsel, sådan cirka, ved at følge de store veje, og altid havde det store overblik over, hvor vi var i Europa.

Steffen har dog senere bemærket, at nogle gange vidste han ikke helt hvor vi var, for han havde øjnene på vejen og jeg på vejtavler, og derfor fulgte han ikke med i bynavne m.m. Det er senere kommet til udtryk ved, at han let kan genkende et sted, hvor vi har været tidligere, bare ud fra veje, huse eller bjergtinder. Om det så lige hedder Col de Telegraphe eller Bourg d’Oisans aner han næppe.

Da jeg begyndte at køre selv, brugte jeg en del energi i starten på både at finde vej og have øjnene på vejen, det fungerede OK men desværre blev jeg ofte uopmærksom på trafikken fordi jeg skulle følge med i det hele. Vi tog en beslutning om, at vi begge måtte hjælpes ad med kortlæsningen. Derfor forbereder vi os grundigt inden turen. Steffen skriver ofte lidt bynavne og vejnumre ned på en lap, som han sætter i kortlommen eller på tanken, og jeg ”af-fotograferer” vejen fra kortet og kan så huske nogenlunde hvilken vej vi skal. Vi bruger faktisk også en del tid i vintermånederne på at læse kort og planlægge sommerens mc-ferie. Det giver os overblik over hvilke lande/steder vi vil besøge og hvor lange vores distancer skal være. Undervejs stopper vi op og korrigerer ruten, hvis vi er i tvivl, og bruger også de pauser til at strække ben, drikke kaffe eller bare nyde atmosfære dér hvor vi stopper.

En gang i Dolomitterne havde vi sådan en læse-kort-pause. En ung tysker kom hen til os, for han kunne se vi stod med kortet. Han var faret vild, for hjemmefra havde han planlagt en rute og printet beskrivelse af ruten med vejnumre ud, men desværre for ham, var italienerne ikke så kvikke med vejnumre, så han vidste simpelthen ikke, hvor han kom fra eller skulle hen! Vi anbefalede ham at købe et kort!

Med årene har vi anskaffet os rigtig mange forskellige kort, fra str. 1:50.000, men de fleste i str. 1:200.000. Nogle af de store kort, 1:400.000/1:800.000 har vi efterfølgende tegnet ruten ind på, og det er hyggeligt en vinteraften at mindes her og der.
Vi har lært, at køre efter de veje, som er dobbelt optrukne, for her er der altid asfalt, og vi ynder ikke gruskørsel. Dette lærte jeg på følgende måde : For nogle år siden læste i ”Tourenfahrer” (pragtfuldt tysk rejse-mc-blad) om en smuk tur ad ”Ligurischer Grenzkammarstrasse”, en 80 km grænsevej mellem Italien og Frankrig ned mod Middelhavet. På kortet så den fin ud, enkelt optrukket, og jeg fik overtalt Steffen til at køre med op på Col de Tenda, for at finde vejen ned mod havet. Vi fandt da også toppen på Tenda, men vejen som vi havde planlagt at køre af, var dels væk, dels uden asfalt. I kortsignaturen stod der også, at enkeltoptrukne kun indimellem er asfalt, men de dobbelte altid er asfalt! Så kunne jeg lære det.

Vi har de senere år købt dobbelt, hver gang vi har købt nye kort, simpelthen fordi vi begge vil følge med, og tidligere småskændtes vi om, hvem der var den heldige, der skulle have kortet. Det gider vi ikke bruge krudt på mere. Hver mand/kvinde sit kort i kortlommen på tanktasken.

Kortene bliver slidt, specielt hvis de bliver våde, men vi lapper med tape, og så kan kortet bruges lidt igen. I sommer gik vi endog ind i den nye ”tidsalder” og købte laminerede kort, 12 kort over Tyskland i str. 1:300.000, så håber vi, at de kan klare lidt vådt vejr, for det undgår vi jo nok ikke.

Vi har lært med årene, at kortfirmaerne er meget forskellige med grafikken på kortene. Vores favorit er de schweissiske kort fra ”Kümmerley und Frey”, de er bare suveræne i farverne. Og så køber vi ofte kortene i udlandet – det er meget billigere end herhjemme, og udvalget er større.

Nu er I nok ikke i tvivl om, at jeg elsker mine kort, men jeg syntes faktisk også, at ved at køre uden GPS, og dermed forstyrrende stemmer i øret, har jeg øjnene på vejen og kan følge med i trafikken, frem for at koncentrere mig om, hvorvidt stemmen dirigerer mig det ene eller andet sted hen, eller øjnene er på skærmen.

Til sidst en lille historie, som lige er vand på min mølle: Vores venner havde på vej hjem fra juleferie i Italien sat GPS’en til. De tastede Pudtgarten ind på TOM-TOM, i håb om at finde færgen til Rødby, og kørte ud i den sorte nat. Da de nåede bestemmelsesstedet kunne de ikke finde færgen, men kun en lille knejpe, som lå ud til noget vand. De gik ind og fik spurgt om hvor færgen til Dänemark var blevet af, og den tyske kromutter så med opgivende blik på dem, idet hun fortalte, at de var i Vorpommern, ganske vist i Putgarten, men at deres bestemmelsessted var Puttgarden, 4 timers kørsel mod vest. Fra den dag lærte vores venner at stave rigtigt.

Det var aldrig sket med mit kort!