I begyndelsen af maj 2006 købte jeg og fik også relativt hurtigt leveret en ny BMW R 1200 GS Adventure. I juli kørte min kone og jeg så en tur til Nordkap på den nye motorcykel. Den skulle selvfølgelig ud på en passende og værdi jomfrutur. Så hvorfor ikke køre til Nordkap når vi har det fantastiske Skandinavien lige uden for døren? Så vi besluttede os for at tage en tur til Nordkap, og det var en skræddersyet tur for Adventuren. Jeg havde allerede talt med et par ligesindede som allerede havde nogle, vist nok forudfattede, meninger om min nye motorcykel, og jeg havde også været inde på et par tyske BMW freak sider for at læse om folks erfaringer med motorcyklen. Så jeg var selvfølgelig lidt spændt på hvordan den ville opføre sig, og om den ville leve op til forventningerne på turen. Og dertil må jeg bare sige, at BMW R 1200 GS Adventuren lever fuldt og helt op til sit slogan om at være den ultimative køremaskine. Intet mindre. Nå, men nu er artiklen her jo ikke ment som en anmeldelse, men mere som en kort turbeskrivelse. Og jeg har da også allerede i løbet af sommeren fået kørt omkring 15.000 kilometer på monsteret, og det har været kanon. Udover standardmaskinen valgte jeg at investere i noget ekstra udstyr, blandt andet tågelyger, bordcomputer og alukasserne. Det tog dog adskíllige måneder med at få leveret de nye alukasser på grund af leveringsproblemer i Tyskland, men BMW Danmark var så large og service-minded at de lånte os nogle nye GS sidetasker og topboks indtil vi fik alukasserne.

Nå, men tilbage til Nordkap-turen. Vi lagde lidt komfortabelt ud og tog færgen fra København til Oslo. Vejret var fantastisk med blå himmel og sol, og allerede på soldækket mødte vi overraskende et par venner som vi kender fra da vi for et par år siden boede i Hanoi i Vietnam. Vi sad så resten af eftermiddagen og filosoferede over tilværelsen suppleret med et par fadøl. Om aftenen var der selvfølgelig også jazzmusik med et orkester, som dog nok burde havde spillet i rytmeteltet på Roskilde festivalen i stedet for på Københavns jazzfestival...og Oslofærgen. Men det var alt i alt en glimrende start på turen.

Det blev, som altid, en flot indsejling gennem Oslo fjorden, og vi trillede i land på en søvnig morgen i Oslo. Allerede når man kører fra borde i Oslo har man en klar fornemmelse af, at man er nået ret langt op i Europa. I hvertfald i forhold til København.

Vi kørte deropad og fandt sidst på eftermiddagen en hytte et sted langs vejen. Regnen stod ned og Adventuren blev derfor respektfuldt overdækket med en parasol. Den næste morgen lagde jeg pænt ud med det første, og skulle det senere heldigvis vise sig, eneste ”styrt”. Jeg sad på motorcyklen og ville bakke med fødderne, og der var selvfølgelig en lavning og et par stykker råddent træ på et gammelt fundament på jorden......og så lagde motorcyklen med fuld oppakning og fører sig ned. Jeg fandt hurtigt ud af, at med en sædehøjde på omkring 90 cm og med fuld opbakning, ja så skal man være ekstra opmærksom.....men så fik vi det lært, og der skete heldigvis ingenting. Adventuren er udover sine formidable køreegenskaber, suveræne motor og design, som bekendt også kendetegnet ved sin store højde. I forrige KI nr. 4 2006 var der en ganske glimrende beskrivelse af en prøvetur på Adventuren. Og rigtig nok, så fandt anmelderen hurtigt ud af, at den har en ret stor sædehøjde, og det kan jo godt være et problem for nogle. Men som sagt, så var det den eneste lille seance, vi havde på turen. Men jeg vil lige tilføje, at jeg faktisk en gang imellem nyder motorcyklens højde, når jeg holder eller kører ved siden af bilerne og kigger ned på deres bliktage. Så fornemmer man virkelig hvor usselt det kan være at bevæge sig rundt i sådan en blikkasse på fire hjul, når man selv har fornøjelsen af en stor BMW. Adventuren kører fantastisk og er faktisk utrolig nem at manøvrer rundt med. Men det skal også siges, at jeg er 195 cm høj.

Næste dag havde vi en fantastisk tur gennem de norske landskaber op til Ålesund. Højfjeld, søer og elve. Blomster langs vejene, de røde lader, hvide stuehuse, markerne med afgrøder der svejede i vinden, og flere ture med de små færger på de dybe norske fjorde. Allerede her fik vi en klar fornemmelse af, at det er noget ganske særligt at køre på en fed BMW motorcykel gennem de norske landsskaber og bygder.

Fra Ålesund kørte vi videre til Gullbjerget nord for Trondheim, hvor vi på en campingplads mødte to ældre gutter fra Lancaster på et par Ariel motorcykler fra 1958 og 1959. Ariel er som bekendt en engelsk motorcykel af ældre årgang, som ikke skal forveksles med vaskepulveret af samme navn. Den fra 1958 var en 4 cylinderet 1000 kubik med en stor sidevogn, og den anden fra 1959 havde en 2 cylinderet 650 kubik motor, også med sidevogn. Det var to rigtig sjove fyre. Den ene sov en gang i mellem i sin sidevogn, og gerne med en varmedunk om vinteren. Den store Ariel var brudt sammen, og der skulle skiftes pakning efter hver 40 kilometer! Jo, det er sgu´ rigtigt. Først røg den ene cylinder så den kørte 50 km/t, så røg den anden cylinder og til sidst kunne den kun køre 10 km/t...... Ofte kørte de med en mil kø bagefter, som dog også havde resulteret i at de flere gange var blevet stoppet af politiet. Sidste år havde de, efter 35 år uden, fået monteret bliklys, og den ene af gutterne havde tidligere en gang kørt rundt i Norge i november og december måned. De havde så fundet et værksted, hvor en norsk fyr havde hjulpet dem tre aftener i træk med at reparere motorcyklerne og efterfølgende ikke ville have en krone for det. Det var for de to englændere den ultimative norske gæstfrihed. På samme campingplads mødte vi også to franskmænd på en KTM Adventure 950 kubik, som skulle køre røven af med 8000 km på bare 14 dage. Det viste sig senere, at vores tur kun blev på 6000 kilometer på 19 dage.

Vi kørte så videre op gennem vestnorge til Mo i Rana, Svartisen, Polarcirklen og Børgefjeldet og en masse andre smukke steder. Vi overnattede på Bodø camping, som i hvertfald ikke kan anbefales. Det var en rigtig ”skodcamping”. Okay faciliteter, men det viste sig at teltpladsen simplethen lå for enden af start- og landingsbanen for Bodø lufthavn. Man skulle måske tro, at Bodø ikke har megen lufttrafik, men det føltes som om at der hvert tredje minut lettede en stor maskine mere eller mindre henover teltdugen. Men næste dag sejlede vi så fra Bodø til Lofoten, som er en fantastisk øgruppe med unik natur og kultur. Her boede vi et par dage på en gård et sted langs hovedvejen, hvor en familie havde indrettet en rigtig skøn lejlighed i den gamle lade. Vi havde den skønneste udsigt til fjorden og fjeldene. Vi var selvfølgelig også i byen Å og på vikingemuseet. Loftoen har smukke landskaber, bjerge, fjorde, broer og snoede veje, og om sommeren er der grønt overalt. Vi var rigtig kommet ud på landet. Så langt ud på landet, at jeg den ene morgen måtte kørte 100 kilometer for at hente morgenbrød. Men vejret var fantastisk, og på en ny BMW Adventure var det som en drøm. Det er sgu’ de bedste rundstykker jeg nogensinde har hentet. Om aftenen så jeg fodbold VM finale på et gammelt fjernsyn i laden, mens Bodil nød udsigten og aftensolen. Fjernsynet var nu så ringe, at man dårligt kunne se bolden og skelne spillerne fra hinanden....dog var fjernsynet ikke dårligere end at man nemt kunne følge med da Zidane sidst i kampen stak en italianer en skalle og blev sendt ud.

Fra Loftoen gik det videre til Tromsø, som også er en fantastisk flot by midt i fjeldene og ved fjorden. Derfra videre til Storfossen, hvor vi boede i en lille hytte med udsigt til bræen. Næsten hele turen den dag havde vi fantastisk udsigt langs fjordene. Men det var desværre også elendigt vejr, hvor vi fandt ud af at med godt BMW udstyr kan man klare næsten alt slags vejr, i hvertfald på dårlige dage om sommeren i Norge. Vi kørte med Streetguard II sæt, og der skal alligevel noget til før de dragter står helt af.

Videre fra Storfossen til Alta, hvor vi igen kørte langs fjorden og spiste vores medbragte mad et skønt sted ved vandet og fjeldene. I Alta så vi de berømte helleristningerne, som vidner om vores fortid her i Skandinavien. Næste dag nåede vi til Honningsvåg, og det blev igen en dag med rigtigt møgvejr, regn og blæst. Den dag kørte vi henover fjeldet og så de første rener. På et tidspunkt blev vi overhalet af en tysk 1150 GS’er i styrtende regn. Men der er ikke noget, som at komme i hytte efter sådan en dag og så få en laksemad, et stykke wienerbrød og en kop varm kakao. Og så er rækkefølgen næsten lige meget. Enhver motorcyklist kender følelsen af at komme i hytte eller hus efter en rigtig møgdag på dyret. Det stod ned i stænger, og hvor var det skønt at komme i hytte den dag. Vi var nu kun ca. 25 kilomenter fra Nordkap, og på mirakuløs vis klarede det fuldstændigt op om aftenen. Pludselig blev det det mest vidunderlige vejr, og så røg vi ud af hytten og kørte selvfølgelig til Nordkap i midnatssol og henover de fantastiske landskaber. Det blæste en del, og motorcyklen lå i en noget underlige vinkel det meste af vejen derop.

Vi havde en dejlig og uforglemmelig midnat på Nordkap. Det er som om, at der er noget kosmisk over Nordkap. I hvertfald på et nat hvor solen skinner fra en skyfri himmel og man bare står der og skuer udover ishavet. Det er som om, at man befinder sig ved verdens ende.

Fra Nordkap kørte vi så til Karasjok. Det var også en dag med en fantastisk tur langs kysten og det konstant skiftende lys. Et bombardement af synsindtryk ind over Finnmarken. I Karasjok så vi samernes samlinger, spiste hvalbøf, kartoffelmos, og jordbær med rømme. Den aften fik vi turens hjemmelavede festmåltid. Det var også en flot tur henover Finnmarken med masser af øde skov og mange rener. Men en helvedes masse myg, og så er det en god ting med en integral hjelm. Og myggerne er heldigvis endnu ikke blevet så store og frygtindgydende, at de kan stikke i gennem en god motorcykeldragt og et par gode handsker. Turen gik derfra videre til Kautokeino. Her var vi lige et smut forbi det kendte Juhl’s galleri, hvor der blev købt lidt nordiske sølvsmukker. Juhl’s galleri er helt fantastisk og absolut et besøg værd. Det kan klart anbefales. De har dog ikke motorcykelreservedele men så meget andet.

I Karasjok købte vi et stort rensdyrgevir, som vi satte på forskærmen af Adventuren. GS’eren har jo den specielle skærm, eller fuglenæb, og her passede geviret perfekt. Det var ligesom, at Adventuren ikke var helt perfekt og gennemtænkt førend geviret blev sat på. På resten af turen tilbage mod Danmark var der mange der fik sig et billigt grin, og som kiggede forbløffet ude af bilruden, når de blev overhalet af verdens hurtigste rensdyr med 6-trins gearkasse og elektronisk benzinindsprøjtning. Selv renerne blev lidt forvirrede over, at de have fået et nyt og anderledes medlem i flokken.

Jeg må sige, at Adventuren kører fantastisk i kurverne på de norske veje og på langdistancerne gennem de svenske skove. Der er ikke megen vibration, den er kraftfuld og motoren lyder ligeså fed, som den er. Der var ikke meget at klage over. Kun at man kan få lidt ondt bagi på de lange distancer.... Den er, som mange andre BMW motorcykler, indbegrebet af frihed og eventyr.

Det skal dog tilføjes, at et par dage før vi nåede Danmark, kom der en underlige mislyd foran ved instrumentbrættet. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvor lyden kom fra, og hvad det var. Var der noget som ikke var spændt ordentligt på eller var Adventuren alligevel ikke det BMW kram og kvalitet som jeg troede.....? Faktisk var det først, da vi kom hjem og fik rensdyrgeviret taget af, at lyden forsvandt. Og ærligt talt så synes jeg ikke at man med god samvittighed kan klantre BMW Motorrad’s udviklingsafdeling for, at de ikke har gennemtænkt og testet de aerodynamiske forhold omkring et rensdyrgevir påmonteret foran på en GS’er. Jo, jeg var blevet forsikret i min tro på, at BMW’en er fantastisk køremaskine.

Vi havde en kanon tur til Nordkap og det blev sommerens højdepunkt i 2006.