Når talen falder på Harzen, har jeg ofte oplevet, at mange mennesker bærer rundt på de samme fordomme, som jeg også har gjort. For Harzen er da primært en destination for pensionistrejser og billige busture, der sælges via avisannoncer og kupontilbud, eller er det? Med en hvis skepsis satte jeg mig for at udfordre fordommene ved at melde mig som deltager til ildsjælene Marianne & Steffen Bøtcher´s klubtur til Harzen den 9.–12. august 2007.

Om Marianne & Steffen er ”germanofile” må stå hen i det uvisse, men de har i den grad taget den tyske orden og punktlighed til sig. På deres klubture er man som deltager altid i sikre hænder. Inden turen fremsendte de både deltagerlister, kort og informationer over Harzen, og jeg må nok sige, at området så interessant og lovende ud.

Harzen, der strækker sig over et område på ca. 30 x 70 km, er Tysklands nordligste bjergområde beliggende blot 400 km fra den dansk/tyske grænse. Mod nord og vest hæver Harzen sig stejlt over det omgivende lavland, mens overgangen er mindre markant mod syd og øst. Oberharz i vest ligger gennemsnitlig 600 meters højde, mens Underharz i øst gennemsnitlig ligger i 400 meters højde. Højeste Bjerg er Brocken med 1.142 meter. Bjerget Brocken er på dansk bedre kendt som Bloksbjerg, der ifølge gamle overleveringer huser en lufthavn for hekse på kosteskafter.

Jeg er helt klart til kort, og finder stor glæde i at forberede mig ved indgående at studere områderne, jeg skal køre i. Mit gode Tysklandskort, ADAC ReiseAtlas i 1:200.000 er i bogform. Derfor scanner jeg de relevante sider og laminerer kopierne, så de er lige til at stikke i tanktaskens kortlomme. Kortene afslører, at Harzen er et sandt eldorado af små snoede bjergveje, der bare indbyder til aktiv motorcykelkørsel.

Ole på R1150RT, Wagner på K1200GT og jeg på R1200GS mailede lidt sammen inden turen. Vi har aldrig tidligere kørt sammen og som den modelkyndige måske nok har luret, ville det ikke være utænkeligt, hvis vi havde en forskellig opfattelse af kørestil. Så EFTER at have afstemt vores holdninger til hastighed, køredistancer, pauser og rute, blev vi enige om at følges ad.

Torsdag morgen var cyklen pakket og sammen med Ole, der også bor i Lyngby, drog vi syd på. Wagner stødte til syd for Køge, og i tæt tåge nåede vi i samlet flok frem til Rødby-Puttgarten. Herefter gik det sydpå forbi Hamborg og Hannover ad den store A7 motorvej. Vi havde på forhånd aftalt, at turen frem mod Harzen skulle være ren transport, så vi valgte et passende cruise-tempo på 120 -130 km/t, hvor man glidende og ubesværet og følger trafikken i midterste spor på den tyske motorvejsbeton. Da vi nærmede os Harzen, drejede vi væk fra motorvejen, og tog de mindste og mest snoede veje, kortet viste. Vi nåede som de første frem til hotellet i St. Andreasberg samtidig med Steffen og Marianne. Knap havde vi fået båret vores bagage indenfor, da en massiv og vedvarende regn satte ind. Som eftermiddagen skred frem kom de andre deltagere dumpende. Nogen som par. Nogen som enkeltpersoner - Og endelig ankom Rune fra Xpedit med sin livlige, speed-snakkende teenagedatter Sofie, der ikke var helt tilfreds med farmands tavshed på R1200RTéns samtaleanlæg. Jeg skal ikke antyde nogen sammenhænge, men Rune diskede op med en ikke helt troværdig historie om, at cyklens nye og avancerede Baehr samtaleanlæg på forunderlig vis var brudt sammen under turen - Med et samlet deltagerantal på 15, var det lille hotel fuldt booket.

Motorcyklister plejer at gå ret meget op i mad og drikke, så det må være på sin plads at fortælle lidt om hotellets variant af halvpension. Normalt plejer halvpension at betyde, at hotellet vælger den samme ret, som de så serverer for hele selskabet, men ikke her. Hotellets ejer, som ud over at være receptionist, bartender, køkkenmedhjælper og tjener, leverede en håndskrevet seddel over mulige valg af retter. Steffen læste sedlen op og satte streger efterhånden som deltagerne tilsluttede sig de forskellige retter. Den form for menu-styring er jo næsten på forhånd dømt til at gå i kage, men på forunderlig vis fik alle de retter de havde bestilt, i første forsøg, den første aften. Aftenen efter udviklede aftensmaden sig til gengæld noget, der var et afsnit af ”Halløj på badehotellet” værdigt. Tjeneren var så letsindig at komme med yderligere valgmuligheder efter at alle havde valgt ud fra den oprindelige liste. Det fik en del til at vælge om, hvilket betød, at der gik totalt ged i bestillingerne. Nogle fik noget andet end de havde bestilt, noget var der for lidt af, noget var der for meget af og endelig var der nogen, der slet ikke fik serveret noget. Kaos, der dog endte med mætte maver til alle.

Fredag stod på massiv regn, Harzen indhyldet i tåge og fællestur. Nogle lader sig måske afskrække af fællesture, fordi de frygter, at tempoet enten er for lavt eller højt, men det er nu ikke så svært at tilgodese alle, når bare man sikrer sig, at forreste gruppe stopper og venter til alle er med, inden der drejes væk for den vej, man befinder sig på. Ad små veje nåede vi frem til dagens første stop på turen, et 1.000 m2 stort modeljernbanemuseum. Videre gik det af regnfulde småveje til restaurant Windbeutel-König, hvor vi spiste frokost. Om eftermiddagen indtog vi eftermiddagskaffen på det meget populære Torfhaus, hvor regn og tåge desværre forhindrede, at man kunne kigge over på Brocken (Bloksbjerg). Hjemme ved hotellet igen fortræk de fleste ind i tørrevejr, medens et par af os beholdt det våde mc tøj på og brugte resten af eftermiddagen på at kigge på motorcykler og sparke dæk, hvilket for de uindviede betyder, at vi hyggede os, snakkede og udvekslede erfaringer.

Lørdag var selvvælger dag. Vejrguderne bød dagen velkommen med massive mængder regn og tåge. Det er sjovt at se, hvordan en gruppe på 15 personer hurtigt finder sammen i mindre grupper. Nogen valgte at køre til Goslar til en gang shopping og sightseeing. Nogen havde bare fået nok af regnen og valgte at hygge sig på hotellet. Regn eller ej - De mange sjove bjergveje, jeg havde udset mig på kortet, skulle erobres, og dén var Steffen & Marianne mere end med på. Nogen vil sikkert ryste på hovedet over kombinationen af massivt regnvejr og snoede bjergveje, men når man først er ude i det, og ellers afpasser hastigheden til føret, er det både sjovt og lærerigt med en gang regndans på to hjul. Hvis man ikke allerede er dus med tohjulet regndans, finder man hurtigt ud af, at hjelmvisiret skal være lige nøjagtigt så åbent, at indersiden ikke dukker og lige nøjagtigt så lukket, at der ikke kommer regn ind. Selv om det til tider gik rask til, kunne jeg konstatere, at dækmonteringen med Bridgestone Battlewing også står godt fast i vådt føre. Ingen slinger i valsen her. Jeg ved ikke, om det var fordi, vejrguderne forbarmede sig over vores regndans, men hen over middag holdt regnen inde og vejene tørrede forbavsende hurtigt op.

Efter 2. verdenskrig blev Harzen brutalt delt mellem Vesttyskland og Østtyskland. Når man kører på kryds og tværs i området fornemmer man tydeligt, hvor grænsen har gået. Vejstykkerne, der er retableret efter murens fald, er nemlig ofte i bedre og bredere stand, end de tilsluttende veje. Vi kørte ind i det gamle Østtyskland og fandt de sjoveste, smukkeste og mest inspirerende veje, jeg nogen sinde har kørt på. Selv om genforeningen efterhånden ligger en del år tilbage, indikerer prisniveauet på eftermiddagskaffen, at prisniveauet i den østlige del af Harzen er noget billigere, end i den vestlige del.

Søndag var hjemrejsedag, og sørme om ikke både regnskyer og tågebanker valgte at holde fridag. Ole, Wagner og jeg valgte at slå følgeskab med Marianne & Steffen. Da vi havde hele dagen til rådighed for hjemkørslen, og da vi på nedturen havde set lange bilkøer i nordgående retning som følge vejarbejde ved Hamburg, valgte vi at forlade motorvejen et godt stykke syd Hamborg og følge små landeveje helt op til Lübeck, hvor vi kørte på motorvejen igen. Hjemturen med sol og tørvejr blev et godt punktum for en sjov, men også våd og tågefyldt forlænget weekend i Harzen.

Stort tak til Marianne & Steffen for et godt arrangement, og tak til alle deltagerne for nogle hyggelige dage!

PS: Mine fordomme om Harzen blev gjort til skamme. Harzen er lidt af et Mekka for motorcyklister. Skiltningen er god, så det er let at orientere sig, prisniveauet er rimeligt, og der var mange veje, jeg ikke nåede at få kørt på, og der er mange veje, jeg gerne vil køre på igen. Jeg drømmer allerede om en forlænget weekend i Harzen i foråret 2008, hvor vejret forhåbentligt viser sig fra en mere tør og mild side. Måske har du lyst til at tage med?